Skal du en tur på vandet i weekenden, så skal du måske lige tjekke billetten en ekstra gang.

Stormen Malik forventes nemlig at ramme Aarhus og store dele af landet lørdag og søndag, hvorfor flere rederier allerede nu aflyser deres afgange.

To af dem er Samsø Rederi og Molslinjen.

Hos Samsø Rederi er der lørdag morgen allerede aflyst ti af weekendens afgange. Det gælder både færgen mellem Aarhus og Sælvig og færgen mellem Hou og Sælvig.

»Aflysninger på begge ruter: Da vejrudsigten på nuværende tidspunkt lover kraftig vind med vindstød af stormstyrke efterfulgt af forhøjet vandstand og stærk strøm,« skriver rederiet på sin hjemmeside.

Samtidig oplyses der, at der løbende vil blive opdateret, hvis flere afgange bliver aflyst.

På Molslinjens hjemmeside kan man ligeledes læse, at flere afgange er blevet aflyst på grund af meldingerne om det voldsomme vejr.

Lørdag morgen er status, at fire afgange på Samsølinjen mellem Kolby Kås på Samsø og Kalundborg på Sjælland i weekenden er blevet aflyst.

Samtidig oplyses der ligeledes, at flere afgange kan risikeres at blive aflyst, såfremt vejret tager til.

Det gælder blandt andet afgange mellem Aarhus og Sjællands Odde.