Skal du en tur på apoteket for at få fingrene i medicin mod eksempelvis hjerteproblemer, epilepsi eller diabetesmidlet Ozempic, så er der risiko for, at du går forgæves.

For lige nu er flere præparater og medicinprodukter udsolgt eller svært at opdrive.

Det skriver TV 2.

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan man også se, at der er såkaldt forsyningsvanskeligheder på en del medicin.

Blandt andet kan man se, at medikamentet methylphenidat '2care4' – der bruges til behandling af forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet (adhd) – har forsyningsvanskeligheder i en periode, der umiddelbart strækker sig fra midt juni 2023 og frem til en 'ukendt' dato.

Andet medicin har forsyningsproblemer i perioder, der umiddelbart er sat til slut september 2023, slut december 2023 og slut februar 2024.

Sidstnævnte gælder for præparatet Fem-Mono Retard, som anvendes som forebyggende behandling af muskelkramper i hjertet.

Der er dog forskellige årsager til forsyningsmanglen for flere af medicinprodukterne.

For Fem-Mono Retard oplyses det, at det skyldes 'forsinkelser hos fremstiller', mens det eksempelvis for diabetesmidlet Ozempic oplyses, at det skyldes 'øget salg/efterspørgsel'.

For andre oplyses det, at det skyldes 'leveringsvanskeligheder' og 'produktionsproblemer'.

Til TV 2 fortæller Bolette Friderichsen, der er formand i Dansk Selskab for Almen Medicin og praktiserende læge, at medicinmanglen for tiden et 'ret stort' problem, som gør, at mange må finde alternativ medicin – såfremt det er muligt.

»Det er hver dag, vi finder noget, vi mangler, hvor vi må finde en anden løsning. For patienten er det bøvlet at skulle frem og tilbage mellem apoteket og lægen, og lægen bruger tid på det, som kunne være brugt på andet,« siger hun.