TDC's mobil- og fastnetnetværk fungerer igen.

Det skriver TDC i en servicemeddelelse på virksomhedens hjemmeside. Driften af netværket bliver fortsat overvåget, lyder det.

»Vi beklager de gener, som dagens driftsforstyrrelser har medført,« skriver TDC.

Nedbruddet har torsdag lukket telefonerne hos flere styrelser, ministerier og Smitteopsporingen, der tager sig af at opspore coronasmittede personer.

Tidligere oplyste man fra TDCs side, at der var fejl ved både indgående og udgående opkald.

»Det betyder, at man kan opleve fejl ved både indgående og udgående opkald. Vi arbejder på højtryk for at få løst problemet og beklager meget, de gener det kan medføre,« lyder det.

Et af de steder, man blev ramt af problemer, var hos Styrelsen for Patientsikkerhed, der står bag Smitteopsporingen:

»På grund af omfattende nedbrud hos TDC er det i øjeblikket ikke muligt at ringe til eller fra Styrelsen for Patientsikkerhed – det gælder også smitteopsporingen,« lød det fra styrelsen på Twitter.

Også Sundhedsstyrelsen havde problemer:

»Vi har lige nu problemer med at modtage opkald til og fra Sundhedsstyrelsen, grundet problemer hos vores udbyder. Der arbejdes på sagen. Det er stadig muligt at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail,« oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Derudover oplyste også Miljøministeriet og Ankestyrelsen henholdsvis på Twitter og på dens hjemmeside, at det ikke var muligt at ringe til dem tidligere på dagen.

B.T. har spurgt TDC, hvad årsagen til nedbruddet var, og hvor mange kunder, der var berørt. Men her er man endnu ikke vendt tilbage.

Hos YouSee, der er en af de helt store brugere af TDCs oplyser man til B.T., at man endnu ikke har et overblik over, hvor mange der blev ramt af det omfangsrige nedbrud.

/ritzau/