Selskabet bag en række festivaler, blandt andet Northside og Tinderbox, tabte et stort millionbeløb i 2019. Det endnu usikkert, om selskabet kan overleve endnu en sommer uden festivaler.

Det skriver Finans.

De har dykket ned i årsregnskabet for DTD Holding, der er selskabet bag de to store festivaler.

»Såfremt krisen udvikler sig væsentligt anderledes end forventet af ledelsen, kan der opstå væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om koncernens fortsatte drift,« står det i regnskabet ifølge erhvervsmediet.

Koncert med Carpak North på Tinderbox Festival i Odense 2018.
Koncert med Carpak North på Tinderbox Festival i Odense 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Selskabets fremtid kan derfor afhænge af, hvorvidt der er mulighed for at tage til de populære festivaler i 2021.

Selv om Northside Festival i Aarhus og Tinderbox Festival i Odense begge har haft udsolgte dage under festivalerne i 2018 og 2019, så havde selskabet bag store millionunderskud begge år.

I 2018 var underskuddet på 11 millioner kroner, og i 2019 havde DTD Holding et endnu større økonomisk tab, der lyder på 12 millioner kroner.

Indtil videre er selskabet blevet holdt i live, fordi det amerikanske festival- og koncertselskab Superstruct Entertainment har købt DTD Holding og skudt penge i projekterne.

Derfor lød selskabets egenkapital på 30 millioner kroner i udgangen af 2019, der gør, at man har kapital til at betale gælden af for 2019.

Thomas Krath Jørgensen, fagchef for FSR - danske revisorer, vurderer over for Finans, at et forventet underskud for 2020 og aflyste festivaler i 2021 grundet covid-19 kan få hele egenkapitalen til at forsvinde.

Det vil tvinge de amerikanske ejere til at skyde endnu flere penge i selskabet bag festivalerne, hvis de skal overleve endnu et år uden festivaler.

Northside Festival og Tinderbox Festival blev begge aflyst i 2020 grundet pandemien. Det er endnu meget uklart, om der kan afholdes festivaler og andre store musikarrangementer i 2021.