Store dele af Slagelse Kommune er uden vand i hanen.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Vandforsyningsselskabet Envafors skriver søndag eftermiddag i et opslag på Facebook:

- Vi har et vandbrud i Slagelse, som vi ikke har lokaliseret. Store dele af Slagelse er derfor uden vand eller mangler tryk. Hvis du ser steder, hvor det kunne ligne, at der muligvis er et vandbrud, hører vi meget gerne fra dig - ring på 58362500. Vi beklager naturligvis.

Hvis du er ramt af vandbruddet i Slagelse, så hører B.T. gerne fra dig på mailen 1929@bt.dk. 

Envafors oplyser til Ritzau, at de ikke har fundet kilden til fejlen, men de kan konstatere, at de mister meget vand.

Samtidig får de mange henvendelser fra kunder, der ikke har vand i hanen eller har meget lavt vandtryk.

Problemet rammer både private hjem og virksomheder, men præcis hvor mange der er uden vand, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Envafors har ikke nogen tidshorisont, da de ikke ved, hvad problemet skyldes.

Vandforsyningsselskabet står for 80 procent af vandforsyningen i Slagelse Kommune.

De arbejder "på højtryk" for at finde årsagen til problemet og rette op på fejlen, men kan ikke sige, hvornår det forventes at være løst, og kommunens beboere igen har vand i hanen.

/ritzau/