Førstepræmiepuljen i Eurojackpot kan i forvejen blive rigtigt, rigtigt stor – nu bliver den endnu større.

For når det europæiske lottospil sidst i marts har ti års fødselsdag, vil det fremover være muligt at vinde yderligere 180 millioner kroner.

Det betyder i kroner og øre, at den potentielle hovedpræmie stiger fra maksimale 570 millioner kroner til hele 750 millioner kroner.

Det sker fredag 25. marts, kan B.T. fortælle.

Men det er ikke den eneste betydelige ændring, der ved den lejlighed kommer til at ske med Eurojackpot.

I dag bliver vindertallene trukket hver fredag, men i fremtiden vil der i stedet være to trækninger om ugen. Også om tirsdagen vil der til den tid blive fundet fem vindertal.

Det vil samtidig betyde, at præmiepuljen fremover bliver akkumuleret op fra fredag til tirsdag til fredag til tirsdag, hvis ingen rammer vindertallene. Og så videre.

Den nuværende maksimale førstepræmiepulje er flere gange blevet udløst af en enkelt spiller. Dog ikke af en dansker, for herhjemme lyder rekordpræmien i Eurojackpot på 315 millioner kroner, som blev vundet af en spiller fra Helsingør i 2015.

»Eurojackpot er et særligt spil og meget populært i Danmark. Vi mangler dog stadig at vinde topgevinsten indenfor landets grænser,« siger Martin Dalgaard Andersen, marketing director i Danske Lotteri Spil:

»Det håber vi meget sker nu med det nye Eurojackpot, hvor præmien er endnu højere. De to ugentlige trækninger gør også, at præmien vokser hurtigere, og at man nu kan vinde to gange om ugen.«

Eurojackpot er et fælles lottospil, der kan spilles i Danmark, Estland, Finland, Holland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Norge, Polen, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Spanien Sverige og Ungarn.

Prisen pr. række forbliver uændret, selv om den potentielle førstepræmie stiger.