Den store esbjergensiske uddannelsesinstitution Rybners mister sin administrerende direktør.

Det sker efter bare fem måneder på posten.

Det skriver JydskeVestkysten.

Der er tale om den tidligere rektor på Kolding Gymnasium Momme Mailund.

Han har siddet på posten som adm. direktør for hele Rybners, der rummer tekniske skoler, gymnasielinjer, en HTX og handelsgymnasium, i blot fem måneder, men han forlader sin stilling af eget ønske.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som JydskeVestkysten har modtaget.

I den kan man blandt andet læse, at stillingen som adm. direktør for Rybners ikke levede op til Momme Mailunds forventninger, og han derfor har valgt at fratræde.

I pressemeddelelsen står der videre:

'Bestyrelsen har derfor indgået en aftale med Momme Mailund om hans fratræden, idet vi samtidig gerne vil takke Momme Mailund for hans indsats.'

I stedet for Momme Mailund, indtræder Olaf Rye, der er direktør for Rybners gymnasier, som konstitueret adm. direktør.

JydskeVestkysten har været i kontakt med Momme Mailund.

Han oplyser, at han ikke har noget at tilføje til sin fratrædelse.