Et uafhængigt testlaboratorium og en grundkontrol har i år vist, at hver tredje fyrværkeriartikel havde en fejl.

Testen er lavet af Sikkerhedsstyrelsen, som hvert år kontrollerer et stort udvalg af fyrværkeri, før det kommer i handelen.

I 2022 har styrelsen testet 147 forskellige former for raketter, batterier og andet krudt, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hver tredje i testen blev markeret til at have en fejl. Halvdelen af fejlene var så alvorlige, at fyrværkeriet er blevet forbudt at sælge.

Den anden halvdel af varerne med fejl er efterfølgende vurderet 'OK efter tiltag', som betyder, at fejlen er udbedret, eller forhandleren selv har trukket varen tilbage.

»Vi prioriterer kontrollen af fyrværkeri højt af hensyn til forbrugernes sikkerhed. Fyrværkeri er generelt et risikoprodukt, og vi finder desværre hvert år en væsentlig del, der ikke lever op til kravene,« siger direktør Maibrit Brandt i Sikkerhedsstyrelsen.

Du kan se de farlige og mangelfulde produkter inden for fyrværkeri på en liste HER.

Det er ikke kun fyrværkeri i den store kaliber til udendørs brug, som bliver testet af styrelsen. Det gør fyrværkeri til såkaldt indendørs brug i år også.

Og selv små fejl kan give risiko for skader. Rådet fra styrelsen er derfor altid at læse sikkerhedsanvisningen, holde god afstand og bruge beskyttelsesbriller.

Og det både ude som inde, lyder rådet.

Kontrollen af fyrværkeri sker før, at det bliver sat til salg frem mod nytår. Men også under salgsdagene bliver der holdt skarpt øje med fyrværkeri.

»Når fyrværkerisalget er i gang, fører vi desuden tilsyn ude på salgsstederne for at kontrollere, at der ikke er fyrværkeri i handelen, som ikke må sælges. Der kan for eksempel være salgssteder, som har haft et lager af fyrværkeri fra tidligere år og ikke er opmærksomme på, at der kan være noget imellem, der ikke er tilladt at sælge,« siger Maibrit Brandt.