Mandag formiddag foregik der en strejke ved Vestforbrændingen i Glostrup og ved Amager Ressourcecenter.

Her blokerede op mod 30 skraldemænd for indgangene, fortæller en talsmand til TV 2 Lorry.

De strejkende skraldemænd er utilfredse med fyringen af to kolleger, dårlige arbejdsforhold og det, der bliver defineret som trusler fra ledelsen.

Klokken 10:40 oplyser Københavns Politi til B.T., at skraldemændene selv har opløst blokaden.

Ifølge Remondis, der ikke har ønsket at kommentere sagen over for TV 2 Lorry, var planen, at skraldemændene, der har strejket siden torsdag i sidste uge, skulle have genoptaget arbejdet mandag, men det er indtil videre ikke sket.

Det er kun 12 dage siden, at flere skraldemænd spærrede H. C. Andersens Boulevard, der er en af Københavns mest centrale veje, om morgenen med skraldebiler omkring Rådhuspladsen.

Dengang fortalte tillidsmanden i Citycontainer, Michael Engelhart, at der var tale om en aktion, som skulle skabe opmærksomhed om branchens arbejdsvilkår.

Michael Engelhart forklarede ligeledes, hvordan skraldemændene er frustrerede over de forhandlinger, der foregår på Rådhuset om fremtidens renovation i hovedstaden.