Danskerne vil gerne lægge cigaretterne på hylden. Det viser en opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Opgørelsen viser, at tilmeldingerne til E-kvit, der er en rygestop-app, er tredoblet i forhold til sidste år.

I 2019 var der 1298 tilmeldinger i april, mens der har været 3443 i 2020.

E-kvit hjælper til et rygestop, hvor du undervejs får hjælp gennem videoer, øvelser, beskeder og et forum, hvor brugerne kan dele erfaringer.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Appen er udviklet af Danmarks Apotekerforening, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Københavns Kommune.

Chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær, siger i en pressemeddelelse, at han er glad for udviklingen.

»Vi har oplevet et boom i tilmeldinger på E-kvit. Det er helt ud over, hvad vi tidligere har set. Og det er vi glade for. Vi ved nemlig, at chancen for at lykkes med et rygestop stiger, når man får professionel hjælp.«

Hos Kræftens Bekæmpelse har man ligeledes et bud på, hvorfor danskerne ønsker at stoppe med at ryge lige nu.

»Den 1. april steg prisen på en pakke cigaretter med 15 kroner. Og så har corona gjort nogle bekymrede for deres helbred og motiveret dem til at kvitte tobakken for at styrke helbredet.«

E-kvit tilpasser sig personens behov. Og det er en fordel, mener Niels Them Kjær.

»Styrken ved E-kvit er, at det er ved hånden 24/7, og at indholdet bliver tilpasset den enkelte brugers behov. Og så kan man bruge de dele af programmet, man har lyst til i det omfang, man vil. Det er meget personligt.«

Appen er netop blevet opdateret med videoer, hvor brugerne deler op- og nedture fra deres rygestop.

Andre læser også