Aldrig før har booking af feriehuse herhjemme været mere populært. Det betyder samtidig også, at flere sommerhushungrende søger forgæves.

»Det er uset og helt uden for skiven.«

Sådan siger Jesper Kruse, der er kommunikationsansvarlig i Campaya, der er et af landets største udbydere af feriehuse i Danmark. Med andre ord er sommerhusudlejningen i uge 30 nærmest eksploderet.

Én af dem, der forgæves har forsøgt at finde et sommerhus i uge 30, er Bettina Westh fra Dybbøl. Hver gang hun undersøgte muligheden, blev hun mødt med samme svar.

»Der var stort set intet ledigt. Det var meget svært at opstøve noget i uge 30,« siger hun.

»Det, der var ledigt, blev solgt for overpriser. Det gad vi ikke. Nu har vi et sommerhus i uge 32, så jeg har ikke været frustreret over det. Men det er da sikkert flere, som er,« fortæller hun.

Og ganske rigtig er det svært at finde et sommerhus i skrivende stund.

Campaya er samarbejdspartner med 18 andre udlejningsbureauer i Danmark, herunder store firmaer som DanCenter og NovaSol.

Dermed indgår alle udlejningsbureauer under den samme søgemaskine, hvor man på Campayas hjemmeside kan søge og booke sommerhuse.

Data fra Campaya viser, at firmaet og dets 18 samarbejdspartnere i uge 30 kan melde udsolgt for udlejning af feriehuse i hele 34 kommuner.

»Det er helt nye tider i sommerhusbranchen. I 2017 var det kun gældende i én kommune,« siger Jesper Kruse.

Endvidere har søgemaskinen kun 28 ledige sommerhuse tilbage ud af de i alt 26.667 på tværs af hele landet i uge 30.

»Generelt har vi set en stigning gennem fem-seks år. Interessen er både fra danske og udenlandske turister. Det er vi selvfølgelig glade for, men når man har en stor efterspørgsel, kan man altid bruge flere feriehuse.«

Selvom det lykkedes for Bettina Westh at finde et sommerhus i uge 32, var det ikke tilfældet for Sabine Barasinski fra Fredericia, som i stedet måtte kigge langt efter et sommerhus i uge 30.

»Nu var det en spontan idé, så vi kunne jo godt have været ude noget før. Men jeg søgte rigtig, rigtig mange steder og fik to tilbudt, som jeg sagde nej til, fordi det var for dyrt,« siger Sabine Barasinski og tilføjer:

»Så det har da været frustrerende og træls, når vi nu havde håbet at slutte ferien af i sommerhus,« forklarer hun.

Ifølge Campaya og de øvrige samarbejdspartnere har de kun 28 ledige sommerhuse i øjeblikket.
Ifølge Campaya og de øvrige samarbejdspartnere har de kun 28 ledige sommerhuse i øjeblikket. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvorfor den stigende interesse er på sit højeste, er naturligvis svært at spå om. Men Jesper Kruse giver alligevel et forsigtigt bud.

»Folk får rigtig gode oplevelser fra sommerhuse, som de får lyst til at videreformidle til andre. Den oplevelse kan et eller andet. Der er ro, fred, afslapning og afstresning.«

»Danskernes hverdag er jo nærmest bygget som et hamsterhjul. Der er fart på. Derfor tror jeg, mange foretrækker sommerhuse med havespil i haven og rosé på terrassen frem for charterferie, hvor man blandt andet er afsted på mange ture,« mener Jesper Kruse.

Ved udgangen af maj 2019 var der i alt booket 364.000 husuger for resten af året. Det svarer til en stigning på 11 procent i forhold til samme periode i 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistik.