Selv om sommervejret har ramt Danmark med sol og varme, så har københavnerne i dag fået at vide, at varmeregningen stiger.
Forsyningsselskabet HOFOR hæver fra 1. september prisen for fjernvarme i København med otte procent.
Ifølge direktør for Energi i HOFOR, Gorm K. Elikofer, skyldes prisstigningen høje omkostninger og lave el-priser.
»Helt generelt og kort så handler det om, at energimarkedet ser anderledes ud, end det gjorde i starten af året. Det betyder, at vi er nødt til at justere nu, så vi kan få indtægter og udgifter til at balancere. Vi skal ikke have et overskud, men vi skal heller ikke have et underskud,« siger Gorm K. Elikofer til TV 2 Kosmopol
Ændringen i prisen på fjernvarmen fra HOFOR kan da også mærkes på pengepungen.
Prisen for at varme en typisk lejlighed på 80 kvadratmeter op stiger med 608 kroner årligt, mens prisen for varme for en gennemsnitlig villa på 130 kvadratmeter stiger med 1.406 kroner årligt, oplyser selskabet.
Men Gorm K. Elikofer slår fast, at der ikke er andet at gøre på grund af markedets udvikling lige nu.
»Vi skal reagere lige så snart, at budgettet ikke hænger sammen. Det er derfor, vi gør det nu. Det er først ved virkning fra 1. september, hvor man begynder at bruge mere varme igen,« siger han til mediet.