Det, der bliver betegnet som »en større personalesag«, har nu sat sine tydelige spor på Skjoldhøjskolen i Tilst uden for Aarhus.

Her er hele otte medarbejdere stoppet som konsekvens af hændelserne.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Østjylland har fået i skoleder Astrid Bernhards mailkorrespondance.

Hvad der præcist er foregået på skolen, vides dog ikke.

Skolederen vil kun oplyse, at sagen ikke har involveret elever.

Heller ikke elever eller forældre er blevet informeret om årsagen.

Af TV 2 Østjyllands aktindsigt fremgår det dog, at lærere og pædagoger på Skjoldhøjskolen har været i kontakt med en krisepsykolog.

Ligeledes fremgår det af en intern besked fra skoleder Astrid Bernhard, at der skal laves en plan for skolens »fælles arbejdsmiljø og dermed genskabe psykologisk tryghed i personalegruppen.«

Nye medarbejdere er i færd med at blive ansat til Skjoldhøjskolen.