Ikke alle er lige begejstrede for det pulserende københavnske restaurations- og natteliv.

Støj, stress, manglende søvn, gadeaffald og ufremkommelighed er blevet hverdagskost for mange beboere, lyder det samstemmende fra en række beboerforeninger på henholdsvis Nørrebro og i Indre By.

De er nu gået sammen om et fælles opråb om, at Københavns Kommune inddrager beboerne, når der gives nye bevillinger til restauratører.

»Som vi har set det utallige gange, så er naboer faktisk den nærmeste part, når en bar åbner, men vi har ikke noget at skulle have sagt, selvom barens gæster kan betyde forringede levevilkår for naboerne,« lyder det i et åbent brev.

Kritikken kommer efter, at B.T. har fortalt om naboklager over en ny populær beværtning ved Søerne på Nørrebro.

Her er en fredelig thailandsk restaurant blevet til en vinbar med nye ejere. Og det er ikke gået stille for sig.

Tilstrømningen af gæster er øget voldsomt, og udeserveringen er taget til i styrke. Flere af beboerne klager over støj og cykelkaos.

»Sagen er et klokkeklart eksempel på, at der er noget rivravruskende galt med den måde, Københavns Kommune forholder sig til bevillinger,« siger Gøje Rostrup, der er formand for Beboerforeningen for Indre Nørrebro.

Konflikten mellem vinbaren og dens naboer er dog langtfra enestående på Nørrebro, forklarer hun.

Blandt andet har beboerne i den hippe og populære Ravnsborggade for nylig fået en ny ølbar som nabo selvsamme sted, hvor der tidligere lå en burgerbar.

Her søger mange af gæster ofte ud på fortovet, hvilket medfører øget støj og ufremkommelighed.

»Det larmer ad pommern til hver eneste aften, fordi festen rykker ud på gaden. Jo mere alkohol man hælder på folk, jo mere larmer de. Det er ulideligt for naboerne. Man får simpelthen stress,« siger Gøje Rostrup.

Nørrebro er i forvejen det tættest befolkede område i København.

Dét kombineret med mængden af alkoholbevillinger og øget udendørsservering til sent efter mørkets frembrud forstærker problemerne, mener Gøje Rostrup.

»Det er dejligt, at København har et rigt restaurationsliv. Men der skal være en balance, og det nytter ikke noget, at det er på bekostning af beboerne. Man gør livet surt for rigtig mange mennesker ved ikke at tage hensyn,« siger hun.

Kommunens tidligere tilsyn med udeserveringen har da også påvist overraskende mange problemer.

Fra januar til oktober sidste år gennemførte Københavns Kommune 86 tilsyn med udeserveringen på Indre Nørrebro på baggrund af klager eller som en del af kommunens generelle tilsynsindsats.

Ved 81 af tilsynene overskred restauratørerne retningslinjerne for udeservering.

Blandt andet på Ravnsborggade konstaterede kommunen 15 gange, at der var opstillet udendørs inventar uden tilladelse.

Det førte til enten påtaler eller vejledning. Men det er alt for billigt sluppet, mener Gøje Rostrup.

»Der er en generel tendens til, at går den, så går den. De bliver ikke frataget deres bevillinger eller får bøder. De bliver vejledt, men den vejledning kan de være ligeglade med. Det har ikke nogen konsekvenser at bryde reglerne,« siger hun og fortsætter:

»Det ville klæde kommunen at vedkende sig sit ansvar, og at værtshusejere stopper med at bryde reglerne.«

I Københavns Kommune er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der fører tilsyn med støj fra restaurationerne.

Forvaltningen har en støjvagt, der er natbemandet og kan kontaktes på telefon torsdag, fredag og lørdag, hvis man oplever generende støj fra restaurationslokaler.

Forvaltningen fører også tilsyn med udeserveringer, men har kun hjemmel til at føre tilsyn med, om udeserveringerne overholder lukketiderne og er opstillet efter vilkårene i tilladelsen.

Men eftersom de fleste udeserveringer er på offentligt areal, er det politiet, der har hjemmel til at tage sig af støj til ulempe, forklarer Line Ishøy Nielsen, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen,

»Jeg har stor forståelse for, at det er frustrerende med generende støj. Forvaltningen har ikke hjemmel til at udstede bøder eller inddrage en alkoholbevilling, men hvis en restauratør ikke overholder vilkårene, kan vi i sidste instans politianmelde forholdet,« siger Line Ishøy Nielsen i en skriftlig kommentar.