Kunne du tænke dig at få fingrene i en rekvisit fra den ikoniske tv-serie Matador?

Så har du nu muligheden. Tre dokumenter fra den succesrige tv-serie Matador kommer nemlig på auktion.

Et af dokumenterne, man kan byde med på, er en invitation til et socialistisk møde med indledningen:

»Kammerater! Nu er Tiden inde til, med fornyede Kræfter, at gøre et stykke Arbejde, for den Socialistiske Idé, til at ruste os til Kamp, mod Udbytterne og Kapitalisterne (…)«

Dokumenter fra tv-serien Matador udbydes på auktion hos Bruun Rasmussen.
Dokumenter fra tv-serien Matador udbydes på auktion hos Bruun Rasmussen.
Vis mere

Det andet dokument er et brevpapir med logo fra Omegnsbanken, som jo blev drevet af brødrene Kristen og Mads Andersen-Skjern.

Den tredje rekvisit er et koncertprogram fra Elisabeth Friis' og Kristen Andersen-Skjerns første møde. Det finder sted i Korsbæk Musikforening og begynder med et herligt grineflip.

Alle tre dokumenter er blevet brugt som rekvisitter i serien og stammer fra episoderne »I disse tider« og »Skyggetanten«.

Og ifølge auktionshuset Bruun Rasmussen, som vil have Matador-dokumenter på auktion, er rekvisitterne lidt af et scoop:

»Det hører til sjældenhederne, at vi sætter rekvisitter fra film- og tv-verdenen på auktion, og vi er derfor glade for at kunne præsentere de tre klenodier fra Matador«, siger Peter Broe, vurderingssagkyndig i antikviteter hos Bruun Rasmussen i deres egen pressemeddelelse.

Her ses Matadors hovedforfatter og idéskaber, Lise Nørgarrd, sammen med seriens instruktør, Erik Balling. De to havde stor glæde af hinanden som samarbejdspartnere.
Her ses Matadors hovedforfatter og idéskaber, Lise Nørgarrd, sammen med seriens instruktør, Erik Balling. De to havde stor glæde af hinanden som samarbejdspartnere.
Vis mere

Auktionen foregår online. Dog kan man allerede nu byde på bruun-rasmussen.dk indtil 26. april.

Vurderingen lyder på 2.000-3.000 kroner og du kan see de udbudte dokumenter her.