»Vi kan ikke give detaljer lige nu, men vi er opmærksomme på det, og vi kommer til at kommunikere om det i de kommende dage.«

Sådan oplyser Forsvarskommandoen til Nordjyske om det russiske redningsskib Nina Sokolova.

Siden søndag aften har det ligget for anker i internationalt farvand i Ålbæk Bugt.

Oven på lækagerne på gasledningerne Nord Stream 1 og 2, er der stort fokus på det farvand, der omgiver Danmark, men Forsvarkommandoen kan altså endnu ikke sige, hvorfor det russiske skib ligger for anker.

Ifølge Nordjyskes oplysninger skal Nina Sokolova ledsage et andet og større russisk fartøj, men dette har mediet dog hverken kunne få Forsvarskommandoen til at be- eller afkræfte.

Ifølge marinetraffic.com er skibet 49 meter langt og 13 meter bredt.

Skibet har senest opholdt sig i havnen Baltiysk i Rusland, hvor det ankom til 30. september, før det fem timer senere samme dag sejlede videre.

Efter lækagerne på Nord Stream 1 og 2 blev beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark hævet til det orange niveau. Det er det næsthøjeste niveau ud af de fem trin.