I omkring to uger er vandet fosset ud. Et sted.

Helt præcist er det omkring 48.000 liter rent drikkevand, som forsvinder hver eneste dag. Problemet er bare, at Sønderborg Forsyning ikke ved, hvor det sker.

»Vi kunne se, at der om natten var et større forbrug end normalt, og når det så er over en periode, så er det tegn på, at der er en lækage et sted,« siger driftschef Stinne Stokkebo til TV Syd:

»Derfor er vi begyndt at lede efter det.«

De 48.000 liter svarer til mere, end en gennemsnitlig dansker bruger på et år. I kroner og øre er det derfor vand for lige over 3.000 kroner, der fosser ud om dagen.

Lækken er sket et sted ved Augustenborg, og Sønderborg Forsyning har tidligere på ugen appelleret til borgerne i området.

Det er sket via sociale medier.

'Kalder alle borgere i 6440 Augustenborg by. Vi har brug for jeres hjælp,' som det eksempelvis lød på Facebook.

Sønderorg Forsyning har på Facebook delt dette billede, der skal hjælpe med at tjekke vandmåleren for en mulig læk, 'leak'.
Sønderorg Forsyning har på Facebook delt dette billede, der skal hjælpe med at tjekke vandmåleren for en mulig læk, 'leak'.
Vis mere

Her blev borgerne i bogstaveligste forstand bedt om at lytte til deres vandrør, da en susen kan indikere, at noget er galt. Samtidig blev indbyggere opfordret til at tjekke deres vandmåler for, om den skulle melde 'Leak' (læk).

Det har hjulpet i et vist omfang.

'Vi har fundet flere forbrugere, som har utætheder i deres installation, og vi fornemmer, at vandspildet er faldende igen. Vi er dog stadig på sagen og holder jer opdateret,' som det torsdag lød fra Sønderborg Forsyning.

Forsyningsvirksomheden forsøger også at tjekke de såkaldte stophaner ved private boliger, der kan afsløre lækken. Dem er der 15.000 af i de pågældende områder.

Sønderborg Forsyning oplyser, at hvis lækagen er sket på privat ejendom, er det ejeren selv, der skal dække udgifter til både reparation og vandspild.