Der er opstået kødannelse ved Storebæltsbroen.

Nærmere bestemt advares der mod kødannelse ved betalingsanlægget i Halsskov i retning mod Sjælland.

Det oplyser Storebæltsforbindelsen i en varslingsmeddelelse.

Hos Sund & Bælt henviser man til Vejdirektoratet for yderligere oplysninger, og her kan vagthavende ved trafikinformationscentret Brit Osted Nielsen oplyse, at kødannelsen skyldes vejarbejde på vestmotorvejen.

I forbindelse med arbejdet er der på en strækning nemlig kun et spor til rådighed for trafikanter.

»Det er en lidt uheldig dag, fordi der er skiftedag i sommerhusene,« fortæller hun.

Vejarbejdet vil vare indtil 2. september. Så længe forventer man dog ikke, at der vil være kødannelse.

»Umiddelbart forventer man, at køen vil blive opløst inden for den næste time,« fortæller Brit Osted Nielsen.

Da B.T. fanger Brit Osted Nielsen en times tid senere er meldingen dog ikke helt så positiv som håbet:

»Den er bliver lidt kortere, men ikke meget, så der går nok en times tid endnu, før køen er væk,« siger hun og fortsætter:

»Men det er svært at sige præcist, for det er jo mange, der skal hjem, så det er med at have lidt tålmodighed.«

Brit Osted Nielsen oplyser klokken 17.20, at køen nu er væk, og at der dermed er fri bane for bilister, der vil krydse Storebæltsbroen for at komme til Sjælland.