Det verdensomspændende udbrud af covid-19 har fået efterspørgslen på mundbind til at eksplodere, og med stigende efterspørgsel følger stigende priser.

Prisen herhjemme på mundbind er kun steget, efter myndighederne har anbefalet alle at tage et mundbind på, når de færdes i offentlig transport.

Men de høje priser kan være med til afholde nogle danskere fra at iføre sig mundbind. Det fortæller Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

»Helt nøgternt kan man sige, at sundhedstiltag, der er omkostningsfyldte, er folk mindre tilbøjelige til at bruge. I særdeles når vi taler om anbefalinger og ikke krav,« siger han.

Prisen på mundbind varierer meget. På internetsiden www.med24.dk kan en pakke med 50 mundbind bestilles for 399 kroner. Stykpris: 7 kroner og 98 øre. Men danskere, der gerne vil følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om mundbind i den offentlige transport, kan komme til at grave meget dybere i pengepungen.

På apotekerne i Aarhus, hvor anbefalingen er blevet til et krav, koster en pakke med fem mundbind 50 kroner. Stykpris: 10 kroner.

Lørdag meldte de fleste apoteker i byen dog om udsolgt, og hvis man går på jagt efter de eftertragtede engangsmasker, kan de findes til en endnu højere pris:

I 7-Elevens kiosker, der ligger på mange danske stationer, koster ét enkelt mundbind 15 kroner.

Kædens danske direktør, Jesper Østergaard, ønsker ikke at stille op til interview, men har sendt nogle skriftlige kommentarer til B.T. via et pr-bureau.

»Vi ser salget af mundbind som en service, og derfor er vores målsætning at kunne sælge til stort set kostpris. Det er ikke et produkt, vi skal tjene penge på. Men ligesom det er vanskeligt at skaffe produkter, som er myndighedsgodkendte, kan det også være en udfordring at forhandle priserne, når der er for få produkter på markedet,« skriver han.

Men hvordan kan 15 kroner være kostprisen?

»7-Eleven ønsker ikke at tjene penge på mundbind, men sælger til stort set kostpris. De forskellige priser på markedet afspejler, at indkøbspriserne varierer, afhængigt af hvor mange man har købt ind, hvor de er produceret, hvor høje transportomkostningerne er, og hvilke omkostninger sælger har f.eks. til lager, husleje etc. Hos 7-Eleven er vi i gang med at få mundbind hjem, som kan sælges i større antal til en lavere pris.«

Ifølge Michael Bang Pedersen er prisen ikke det eneste, der spiller ind. Diskomforten ved at have mundbind på og det faktum, at myndighederne tidligere har nedtonet effekten af at bruge mundbind, spiller også en rolle.

»Hvis folk hørte meget efter omkring mundbind tidligere, kan der hænge et indtryk af, at det her ikke er effektivt, og det kan betyde, at folk er endnu mindre villige til at betale de omkostninger, der er ved at bruge mundbind,« siger han.

Enhedslisten har foreslået, at mundbind gøres gratis til særlige grupper, som studerende og pensionister. Forslaget bakkes op af SF og DF. De mundbind, der kommer fra det nyindkøbte nationale lager, ventes ifølge flere medier at komme til at koste 99 kroner for 50 mundbind. Altså en stykpris på knap to kroner.