I sidste uge blev øen Masnedø Kalv ud for Vordingborg sat til salg for 10 millioner danske kroner.

Siden har der været stor interesse for øen.

Det skriver TV 2 Øst.

»Der har været stor interesse for den,« fortæller Mick Damm, der er ejendomsmægler fra firmaet Lützau, til TV 2 Øst.

Han oplyser derudover, at Lützau har fået mindst syv-otte konkrete henvendelser på øen og flere forespørgsler.

Det er ejeren af øen, der selv sejler de potentielle købere ud til øen, men Lützau står for at koordinere og arrangere selve fremvisningerne.

For de 10 millioner kroner, som øen er sat til salg for, får man 23.254 kvadratmeter og et sommerhus med plads til ni overnattende.

I salgsopstillingen skriver Lützau, at øen har et rigt fugleliv og gode forhold til lystfiskeri.

Fra kysten kan man fange ørreder og hornfisk.

Det kræver dog en privat båd at komme ud til øen, og sejlturen til Masnedsund Havn tager et sted mellem 10 og 15 minutter.