Københavns Kommune har de seneste år prioriteret flere parkeringspladser til delebiler.
Men trods satsningen på den type parkeringspladser har kommunen intet overblik over, hvor stort behovet egentlig er.
Det fremgår af et svar fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning til B.T.
Kommunen har intet tal på, hvor mange københavnere der er tilknyttet en delebilsordning.
Det overrasker organisationen FDM, der er Danmarks største interesseorganisation for bilister.
»Jeg havde en forventning om, at kommunen havde styr på, hvor mange borgere, der faktisk bruger delebilsordningerne. Det virker jo nødvendigt, hvis man skal vurdere, hvor mange pladser der bør reserveres,« siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM:
»Derfor undrer det mig, at kommunen ikke har bedre indsigt i, hvor stor kundegruppen egentlig er.«
Ifølge ham hører FDM ofte fra frustrerede bilejere, der beretter om tomme delebilspladser, mens det er tæt på umuligt at finde p-pladser i samme kvarter.
»Det skal ikke være sådan, at de her pladser bare står tomme, fuldstændigt ubrugte, og i virkeligheden er en hån overfor de almindelige bilister, som så ikke kan finde en p-plads, fordi man har valgt at reservere unødigt mange pladser til delebiler,« siger Dennis Lange.
Delebiler kan dog give god mening, understreger han. Ifølge ham er det dog afgørende, at antallet af delebilspladser stemmer overens med antallet af borgere, der bruger dem.
Per 1. september 2025 er der 1.229 parkeringspladser til delebiler, oplyser Københavns Kommune. Henholdsvis 827 er til delebiler med fast stamplads, og 402 er til el-delebiler.
Siden kommunalvalget i 2021 er 8.000 almindelige parkeringspladser blevet øremærket delebiler, elbiler, erhvervskøretøjer og handikappladser, skriver Politiken.
Det udgør 6,4 procent af de 125.000 kommunale parkeringspladser i København.