Lørdag gjorde Kulturministeriet det klart: Kravet om mundbind gælder også i fitnesscentre. Detaljerne omkring kravet har dog været uklare.

For indebærer det, at man også skal have mundbind på, når man træner? Skal man have det på, mens man bevæger sig rundt mellem maskinerne? Eller kan man nøjes med at have det på fra indgangen og til omklædningsrummet?

Overfor B.T. slår Kulturministeriet fast, at det er sidstnævnte scenarie, der gælder.

»Når man går ud af omklædningsrummet i sit sportstøj, skal man ikke have mundbind på, heller ikke mellem maskinerne,« skriver ministeriet i en mail og tilføjer:

»Men du skal have mundbind på, når du kommer og går ind i omklædningen, og når du forlader stedet - eller opholder dig i for eksempel loungeområde.«

Lørdag aften har Kulturministeriet opdateret retningslinjerne på deres hjemmeside, således at de nu stemmer overens med ovenstående.

Præciseringen kommer, efter Fitness World tidligere i dag udtalte til TV 2, at de tolker kravet således, at man skal benytte mundbind, ligesom når man befinder sig på en restaurant:

Sidder man på en maskine, deltager på et hold eller udfører en øvelse, skal det ikke være på, men skifter man placering i lokalet, skal mundbindet være på i den periode, hvor man bevæger sig mellem maskinerne eller træningslokalerne.

Nu viser det sig dog, at det ikke er tilfældet.

Mundbindet skal kun være på, når man ankommer og går mod omklædningsrummet, og når man efter endt træning går fra omklædningsrummet mod udgangen.

Kulturministeriets præcisering har ført til, at at fitnesskæden SATS har ændret deres regler.

Tidligere på dagen lød det, at deres medlemmer fra og med 29. oktober skal have mundbind på, når de kommer og går, og når de er i vores centre og ikke udfører nogen træningsaktivitet - eksempelvis når de går til og fra holdtræning eller mellem træningsmaskinerne.

»Som vi har sagt tidligere, følger vi myndighedernes retningslinjer og anbefalinger nøje. Nu har Kulturministeriet opdateret deres retningslinjer, og dem kommer vi selvfølgelig til at tilpasse os efter,« skriver Malin Selander, chef for kommunikation og PR i Norden hos Sats, til B.T.

»Derfor behøver vores medlemmer ikke have maske på mellem træningsmaskiner, eller når de går til og fra gruppetræning, som vi meddelte tidligere.«

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Fitness World.