Jo, den er god nok!

Er du så heldig at stå med en 500-kroneseddel i hånden, som ser anderledes ud, end den plejer, ja, så er der stor sandsynlighed for, at den faktisk ER ægte.

Fra tid til anden sker det, at der er falske pengesedler i omløb, og det får politiet til at advare forretningsdrivende og deres kunder om at være ekstra opmærksomme.

I denne uge er det dog en melding med modsat fortegn, der kommer fra politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver nemlig på Twitter, at de har hørt fra en del borgere, der tror, de står med en falsk pengeseddel.

I alle tilfælde har der været tale om nye og ægte 500-kronesedler, som er trykt fra og med 17. november 2020.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

De nye sedler har den røde såkaldte vinduestråd på forsiden i stedet for på bagsiden.

Sådan ser de nye 500-kronesedler ud. De har den røde vinduestråd på forsiden.
Sådan ser de nye 500-kronesedler ud. De har den røde vinduestråd på forsiden. Foto: Nationalbanken
Vis mere

Derfor opfordrer politiet til, at man kigger på Nationalbankens hjemmeside, hvis man er i tvivl.

Sedlerne har netop fået nyt design, fordi de skal være sværere at forfalske.

Danskerne bruger ikke nær så mange pengesedler, som vi gjorde engang, og derfor bliver pengene ikke længere fremstillet hos Nationalbanken, oplyser banken.

Mønterne bliver produceret i Finland, mens sedlerne siden 2020 er blevet trykt i Frankrig.