Elon Musks rolle som politisk rådgiver for den amerikanske præsident, Donald Trump, har vakt harme hos mange danskere og særligt virksomheder, som ikke abonnerer på det verdenssyn, som de to repræsenterer.

Én af de virksomheder er Tscherning, der specialiserer sig i anlæg og nedrivning. Virksomheden kører nu i en ny retning og udskifter samtlige firmabiler af mærket Tesla.

Og det er der én særlig grund til, forklarer ejeren af firmaet, Søren Tscherning, på LinkedIn:

»I takt med Elon Musks politiske engagement samt hans udtalelser og tilnærmelser til Donald Trump, ønsker jeg, og Tscherning, ikke at blive forbundet med de signaler og den politiske drejning, der i stigende grad præger brandet,« skriver han.

»Det er ikke et spørgsmål om teknologi eller kvalitet. Tesla producerer gode biler, og vi har haft glæde af dem. Men for mig handler ledelse også om at være bevidst om, hvilke værdier man som virksomhed og leder signalerer gennem sine valg – store som små.«

Søren Tscherning forklarer derudover, at firmaet nu vil udskifte bilerne med europæiske alternativer, og at beslutningen er truffet ud fra »overbevisning, omtanke og med hjertet.«