Fra mandag morgen skal bilister både være opmærksomme og have tålmodighed, hvis de kører på Øresundsmotorvejen mod Københavns Lufthavn.
Udbygningen af togstationen ved lufthavnen starter nemlig mandag, og det vil give forskellige trafikale udfordringer de næste fire uger, oplyser pressechef i Sund & Bælt, Jens Villemoes til DR.
Udbygningen har store konsekvenser for den sidste afkørsel til lufthavnen i retning mod Sverige.
Afkørslen vil nemlig lukkes i fire uger.
Man skal som trafikant derfor benytte sig af de tidligere afkørsler, hvis ikke man vil ende hos vores svenske naboer.
Baggrunden for udbygningen af lufthavnens togstation skyldes, at man forventer en kraftig stigning i togtrafikken de kommende år.