Støttepuljer og -ordninger, der skal hjælpe borgere i områder truet af oversvømmelser, risikerer at øge skævheden i Danmark.
Det skyldes, at den nuværende hjælp især er målrettet mod at redde værdier.
Det siger Steffen Damsgaard, formand for Landsdistrikternes Fællesråd, til Jyllands-Posten på baggrund af en ny rapport fra DTU.
- Vi frygter en virkelighed, hvor det i endnu højere grad er de områder, hvor værdierne er størst, der får mest hjælp, siger Damsgaard til mediet.
- Rapporten fra DTU viser, at der her er endnu et eksempel på, at Danmark er ved at knække over. At vi reelt har et A- og et B-samfund. Men det er ikke i orden. For det er folks liv og deres hjem, det handler om.
DTU-rapporten "Skader ved stormfloder i Danmark" viser, at der i fremtiden som følge af klimaforandringer vil ske skader på blandt andet bygninger, landbrug og veje for et stigende milliardbeløb.
Det skyldes, at havet omkring Danmark ventes at stige med 55 til 80 centimeter på grund af temperaturstigninger de næste 100 år.
De årlige udgifter forbundet med stormfloder ventes at stige fra tre milliarder kroner til mellem 18 og 29 milliarder kroner.
Rapporten udpeger 10 kommuner, hvor skaderne vil ramme særligt hårdt.
I ni af kommunerne har indbyggerne ifølge rapporten en lav indkomst.
Det drejer sig om Langeland, Morsø, Kalundborg, Samsø, Kerteminde, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Norddjurs og Lemvig.
Statens bidrag til kystbeskyttelse sker gennem flere forskellige ordninger.
I februar præsenterede regeringen klimatilpasningsplan II med en investeringspulje på 14,9 milliarder kroner over 12 år.
Derudover findes kystpuljen, der er en særlig pulje, hvorfra der kan ansøges om kystsikring. Aktuelt er der afsat 150 millioner kroner om året til puljen.
I efteråret vedtog et bredt flertal i Folketinget en accelerationspakke, der skal styrke kystpuljen og desuden gav støtte til 14 særligt udsatte områder og en stormflodssikring af hovedstaden.
Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S), der er formand for KL's klima-, natur- og planudvalg, opfordrer ifølge Jyllands-Posten til at gøre kystpuljen permanent.
Winnerskjold fortæller til mediet, at det er kommuner med den dårligste økonomi, der har sværest ved at få midler fra puljen.
Han ønsker, at en ny regering hurtigt vil tage hånd om problemet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S), der har ansvaret for støtteordningerne, har tidligere tilkendegivet, at kriterierne skal ændres. Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en ny kommentar fra ham.
Kystdirektoratet oplyser til Jyllands-Posten, at der i forbindelse med indgåelsen af accelerationspakken i efteråret var politisk enighed om at justere kriterierne for at yde støtte fra den kommende kystpulje.
/ritzau/
