
Trods gentagne støtteudtalelser til den palæstinensiske terrororganisation PFLP er Enhedslistens Niels Rolskov fortsat partiets spidskandidat til kommunalvalget i Køge.
Dermed er han et ud af mange eksempler på Enhedslisten-politikere og kandidater, som har ytret støtte til palæstinensiske organisationer, der har deltaget i terrorangreb.
B.T. sætter fokus på nogle af de ekstreme Enhedslisten-folk, der allerede er valgt ind ude i kommunerne – eller kan blive det efter kommunalvalget den 18. november.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, har tidligere opfordret partimedlemmer, som støtter terror, at melde sig ud af partiet.
B.T. har spurgt Enhedslisten, hvordan Rolskovs udtalelser er foreneligt med spidskandidaturet.
I en skriftlig kommentar svarer medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, Ane Pind, at B.T. fører en »målrettet kampagne« mod partiet og understreger:
»Enhedslistens holdning er fuldstændig klokkeklar. Som vi har sagt før: vi tager total afstand fra al terror og vold. Den holdning deler Niels Rolskov selvsagt som kandidat for Enhedslisten,« skriver hun og fortsætter:
»B.T.s højredrejede propagandajournalistik er så gennemskuelig.«
Niels Rolskov kom i mediernes søgelys sidste år, da det kom frem, at han gennem flere år har udtrykt støtte til organisationen Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), som har udført og deltaget i en række angreb mod civile gennem flere årtier.
PFLP er på både EUs og USAs terrorlister.
Desuden har byrådsmedlemmet delt opslag på sin Facebook-profil, hvor han hylder og støtter organisationen samt navngivne medlemmer.
I et opslag på Facebook to dage efter Hamas angreb på Israel den 7. oktober 2023 skrev Rolskov eksempelvis, at han »altid har været PFLP-mand.«
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Niels Rolskov til denne artikel.
Læs hele artiklen om Niels Rolskovs støtte til PFLP herunder.

