Af og til varer det hele natten.
Og driver naboerne til vanvid.
En støjmåling, som Kerteminde Kommune bestilte for to år siden viser da også, at virksomheder i Odense Havn i Munkebo »med stor sandsynlighed« ikke altid overholder støjgrænsen, skriver DR.
Ikke desto mindre fortsætter støjgenerne ifølge naboer til havnen, som bliver ved med at klage til kommunen. En af dem er Gunner Schroll.
»Det, der generer mest, er, når de løfter gammelt skrot op og så kaster det oven i en stak. Og så kan man høre, det rasler hele vejen ned ad stakken. Så går der måske et minut eller to, inden der kommer et nyt skrald. Og hvis man skal høre på det hele natten, er det meget generende,« siger han til DR.
Men trods klagerne er der ikke lavet nye støjmålinger de sidste to år – og det får eksperter til at kritisere kommunen.
»Vi har fået 37 henvendelser fra borgere siden 2020, og vi har været ude og besøge Odense Havn efter hver eneste henvendelse og vurderet, om der er nogen baggrund for kritik af nogle af virksomhedernes aktiviteter,« siger vicekommunaldirektør Claus Lade til DR.
Ifølge eksperter DR har talt med er tilsyn og besøg hos virksomhederne dog slet ikke nok, idet der skal støjmålinger til for at fastslå, om støjgrænsen er overskredet eller ej.
