»Psykiatrien slog mig ihjel. Bæltefiksering slog mig ihjel. Tvangsmedicin slog mig ihjel.«
Sådan lød starten på det afskedsbrev, som Silas Dams familie blev mødt af, da de tidligere i september fandt det 24-årige familiemedlem død.
Slutteligt i afskedsbrevet fremgik tre ord, som også er grunden til, at du nu skal læse denne artikel:
»Del min historie,« stod der.
Og det gjorde B.T. faktisk allerede tilbage i februar 2023.
Dengang interviewede vi Silas Dam om de dybe ar, der spøgte i hans sjæl, efter han for en håndfuld år siden blev bæltefikseret og tvangsmedicineret i psykiatrien ad flere omgange.
Årsagen til interviewet var, at de seneste tal fra børne- og ungepsykiatrien viste en voldsom stigning i brugen af blandt andet bæltefikseringer.
En udvikling, der ifølge flere eksperter skyldes en alt for presset psykiatri.
Og Silas Dam lagde ikke fingre imellem, da han den februardag forsøgte at beskrive mødet med bæltet:
»Det er som at blive sparket, mens man ligger ned. Din angst bliver forstærket, og dine selvmordstanker bliver forværret. Det er den mest håbløse følelse, du kan opleve, og det ultimative svigt, da mange ser psykiatrien som deres sidste håb.«
På tragisk vis blev tanker til handling, og i dag har Silas Dams familie blot mindet om deres elskede søn, bror og meget mere tilbage.
»Det er et enormt tab, men jeg var også glad for til bisættelsen at se, hvor elsket han var. Det var meget rørende,« siger Silas Dams bror, Bjørn Dam.
Silas Dam har haft sin berøring med børne- og ungepsykiatrien, men det var først i sit voksne liv, at han blev udsat for bæltefikseringer og tvangsmedicinering.
Noget, som storebror Bjørn og resten af familien klart kunne mærke.
»Det var meget tydeligt, at de satte deres dybe spor i ham. Det ændrede noget i ham, da han blev udsat for den her tvang, og det var også det, der skabte den frygt, han måtte leve resten af livet med,« siger Bjørn Dam til B.T. i dag og fortsætter:
»Det er jo også derfor, at han starter sit afskedsbrev med at skrive, at det var det, der tog livet af ham.«
Én af Silas Dams bæltefikseringer varede mere end 25 timer, og i 2021 endte det med et forlig på 90.000 kroner med Sundhedsministeriet, da den danske stat måtte erkende, at bæltefikseringen var problematisk.
Flere interesseorganisationer har i mange år forsøgt at få bæltefikseringer forbudt, ligesom man fra politisk side har kæmpet for en reduktion.
Og det er, ifølge Silas Dam tilbage i februar, med god grund:
»Det er et kæmpe tillidsbrud. Du bliver krænket og svigtet af de folk, der ellers skulle hjælpe dig med at få det bedre. Forestil dig, at du indlægges, fordi du døjer med selvmordstanker eller angst, og så ender du med at blive tacklet, tvangsmedicineret, strippet nøgen og spændt fast til en seng,« sagde Silas Dam tilbage i februar måned.
B.T. kunne dengang fortælle, at der på landsbasis i 2020 blev påbegyndt 340 bæltefikseringer med børn og unge som patienter. I 2021 var tallet steget til 732. En stigning på 115 procent.
Generelt kunne man i kategorien 'fiksering og/eller fysisk magt' se en markant stigning.
Ifølge Per Vendsborg, der er overlæge i psykiatri og psykiatrisk konsulent i Psykiatrifonden, er det ingen overraskelse, at tallene ser ud, som de gør:
»Det er en høj stigning, og tallene skal være meget mindre. Men jeg er ikke overrasket, for det her en følge af, at psykiatrien er så presset. Den er i krise, og så vil man se en stigning i tvang, desværre,« udtalte han dengang og fortsatte:
»Tvang skal være den absolut sidste udvej, men midlerne er forsvundet, og der skal gøres meget fra politisk side, hvis vi skal have vendt denne her onde spiral.«
