For cirka en måned siden kom Stina Jørgensen gående ud til sin bil, der holdt på en handicapparkeringsplads.
Men foran den var en anden bil parkeret, og derinde sad en kvinde og viftede med sit handicapkort.
Stina vidste med det samme, at den var gal igen.
Endnu en gang ville en fremmed person forsøge at gøre Stina opmærksom på, at hun da ikke kan holde på en parkeringsplads for handicappede, når hun går normalt.
Men hvis kvinden havde kigget i forruden på Stinas bil, ville hun kunne se handicapskiltet.
Og hvis hun kendte Stina, ville hun også vide, at den 33-årige kvinde fra Randers har en gammel knæskade og en kronisk sygdom, der gør, at hun sommetider er nødt til at bruge kørestol for at komme rundt.
Alligevel skal Stina stå model til lidt af hvert, når hun benytter sig af handicapparkeringen.
»Selvom jeg har et skilt i forruden, så stopper folk altid op og stirrer på mig. Det er på sådan en dømmende måde, som om at jeg er da ikke handicappet. Og de gør det både, når jeg går hen til min bil, og når jeg går ud,« fortæller Stina Jørgensen til B.T.
Har du som handicappet oplevet andre folks dømmende blikke eller anden ubehagelig opførsel? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv på sebj@bt.dk.
Særligt husker den 33-årige kvinde et par bestemte ubehagelige situationer.
»Jeg har oplevet et ældre ægtepar, der stod og stirrede, indtil jeg gik ud af bilen, og så blev de bare stående og rystede på hovedet. Det sker ret ofte, og man er slet ikke i tvivl, når folk kigger dømmende,« siger hun.
Stina forsøger stadig at vænne sig til det, men hun lægger heller ikke skjul på, at det går hende på, og når hun har en dag med stærke smerter, så rammer det rigtig hårdt.
»Jeg synes virkelig, det er ubehageligt, at folk ser mit skilt, men ikke tror på mig. Det går mig virkelig på,« fortæller hun.
Hun forstår ikke, hvorfor folk skal give hende de ubehagelig blikke, når alle kan se det handicapkort, som trods alt bør få dem til at forstå, at Stina rent faktisk er handicappet.
Derfor er hun også før blevet så vred, at hun har råbt til de folk, de har stået og stirret, som om Stina var et dyr i en zoologisk have.
Det er også af den grund, at Stina nu står frem.
»Min drøm er, at folk viser lidt forståelse for hinanden. At folk ikke længere skal stirre på mig. De skal forstå, at jeg da gerne ville holde længere væk, hvis jeg kunne gå,« fortæller hun.
Hos Danske Handicaporganisationer er det ikke første gang, at man hører om folk med et usynligt handicap, der oplever at blive skulet til.
Derfor gør formand Thorkild Olesen også klart, at man skal have tillid.
»Det er selvfølgelig dejligt, at folk holder øje med, at de, der bruger handicapparkeringspladserne, også har brug for det. Men man er også nødt til at have tillid til, at de, der har et handicapparkeringskort, også har behovet,« siger han.
