Siden 24-årige Celina Christensen i et interview delte sine råd til, hvordan man som kvinde »tager sin orgasme«, har det væltet ind med reaktioner.
»Det har været sjovt. Det har været overvældende. Og jeg føler, jeg har oplevet så meget på så kort tid,« fortæller hun i et interview med B.T.
Det gør hun i kølvandet på, at hun over for Femina og TV 2 har delt ud af sine råd om, hvordan man bedst kan få en orgasme - eller som Celina Christensen beskriver: »Tager sin orgasme.«
Udgangspunktet for Celina Christensens medvirken hos de forskellige medier er den såkaldte 'orgasmekløft'.
Orgasmekløften som begreb omhandler den store forskel, der er på mænd og kvinder, når det handler om at opnå en orgasme under sex.
Det viser et forskningsprojekt for National Library of Medicine i USA blandt andet, hvor 95 procent af de adspurgte mænd svarer, at de opnår orgasme ofte eller hver gang, de har sex - men for kvinder er det et noget lavere tal.
For af de adspurgte kvinder er det blot 65 procent, der svarer, at de opnår orgasme ofte eller hver gang de har sex.
»Det er dit eget ansvar, at du nyder den sex, du har,« er et af hovedbudskaberne, Celina Christensen gerne vil ud med, og reaktionerne har nærmest udelukkende været positive.
»De direkte henvendelser, jeg har fået, har udelukkende været positive,« siger Celina Christensen.
Er der nogle af henvendelserne, der har gjort et særligt indtryk på dig?
»Der er mange beskeder, der har gjort indtryk på mig. En af dem skriver, 'man skal aldrig skamme sig over sine ytringer og holdninger,' og at de er glade for mit indspark.«
Den 24-årige aalborgenser har også oplevet at blive genkendt på gaden. Og det er også noget, hun lige har skullet vænne sig til.
»At nogen genkender mig, er ret uvant. Jeg er jo bare en helt normal psykologistuderende fra Aalborg - Born and raised,« lyder det fra Celina Christensen.
I sit professionelle virke arbejder Celina Christensen som foredragsholder hos organisationen GirlTalk, og hun er samtidig vært hos sexlegetøjsbutikken Peech. Men i hendes dagligdag er hun psykologistuderende på Aalborg Universitet.
Derfor har den seneste uge også været ekstra presset, da hun også var i gang med at læse op til en eksamen.
»Det har været en stressende uge. Der har været virkelig mange ting oppe i mit hoved. Jeg har både skullet tage stilling til 'børns udvikling af sprog og kognitive færdigheder,' og alt det andet,« siger Celina Christensen.
Udover at hun håber, at hendes eksamen kommer til at gå godt, så håber hun også, at hendes medvirken i adskillige medier kan ende med at gøre en forskel andre.
»Det ville være virkelig rart, hvis jeg kunne tilbyde et sprog til nogen af dem, der har set og læst med. Hvis jeg kan påpege et problem og nogle årsager til problemet, så føler jeg, at jeg har gjort mit for at udligne orgsamekløften,« lyder det fra den 24-årige, som fortsætter:
»Hvis jeg har sået et frø hos nogen, der får det bedre med deres syn på orgasmer og nydelser, så ville jeg være meget glad.«
