Det seneste år har butikslivet været lukket ned i flere måneder totalt, og det har sat nyt krav til og åbnet nye muligheder for mange virksomheder.

Man kan nemlig snildt sælge varer på eksempelvis Instagram, selvom man normalt ikke har en decideret webshop, og ens fysiske butik er lukket ned.

Men det har en række svindlere desværre også bemærket.

Dansk Erhverv har nemlig oplevet en større stigning i henvendelser fra butikker og selvstændige, der har fået deres profiler hacket på de sociale medier.

Det skriver TV 2.

Mediet har talt med to selvstændige kvinder, der pludselig oplevede, at hackere havde fået adgang til deres Instagram-profiler, og at der efterfølgende ikke var respons fra Instagram, da de skrev til det sociale medie.

»Man bliver chokeret, fordi lige pludselig føles alt bare rigtig usikkert, og man føler sig ekstrem sårbar,« fortæller en af kvinderne, Line Øland Fruerlund, der fik sin Instagram-profil til sin tøjbutik hacket.

Og det er en tendens, som Dansk Erhverv bekræfter.

De fortæller nemlig til TV 2, at man generelt oplever, at der er flere erhvervsdrivende, der kontakter dem og fortæller, at de er blevet hacket og ikke får hjælp fra de pågældende sociale medie til at få deres profil tilbage.

TV 2 har indhentet en kommentar fra Facebook, der i et skriftligt svar skriver:

»Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores muligheder for at give hurtig hjælp, men med flere end tre milliarder brugere på tværs af alle vores tjenester, er det nødvendigt, at de løsninger, vi tilbyder, kan håndtere et meget stort antal henvendelser. Hvis uheldet allerede har været ude, stiller vi derfor effektiv hjælp til rådighed via vores online Help Center,« siger landechef Pia Tandrup.