Der er sket en markant ændring i den måde, som danskerne booker deres ferie på.
Det skriver Sunweb i en pressemeddelelse.
Jan Lockhart, der er nordisk chef i selskabet, siger:
»For få år siden var juleferien det helt store startskud for salg af sommerrejser. Sådan er det ikke længere. I år har vi på nuværende tidspunkt solgt over 60 % flere rejser til skolesommerferien 2026 i forhold til samme tidspunkt sidste år.«
Forklaringen er, ifølge rejseselskabet formentligt, at danske børnefamilier ikke er villige til at gå på kompromis, når det gælder drømmeferien.
»Tendensen hænger fint sammen med nogle af de globale tendenser, nemlig at folk er mere kvalitetsbevidste og målrettede i deres ferieønsker. De ved nøjagtigt, hvad de vil have, og at have ferien på plads, bidrager også til den ro og glæde, som flere søger,« siger Jan Lockhart.
Andre danske rejsetrends for 2026 viser, ifølge Sunweb, stadig stigende efterspørgsel på aktive rejser, hvor man enten dyrker sport, bruger sin krop til dans, vandring eller at lære nye træningsformer, rejser med fokus på komfort og »nemhed« ved at kunne slappe helt af fra første feriedag og rejser til hoteller til specifikke målgrupper, som adults-only eller hoteller med eget vandland og alt til børnefamilierne.