Stigning i antallet af gonorrétilfælde
Flere mænd, der har sex med mænd, rammes af gonorré end sidste år.

Flere mænd, der har sex med mænd, rammes af gonorré end sidste år.

Nye tal fra Statens Serum Institut afslører, at der er sket en stigning i tilfælde af gonorré i 2025.
Mens antallet af unge heteroseksuelle der testes positiv for gonorré er faldende, så er sagen en helt anden for mænd, der har sex med mænd.
Det skriver AIDS-Fondet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.
»Det er vigtigt, at vi fortsat sætter ind med målrettet test og forebyggelse, som også Statens Serum Institut anbefaler på baggrund af de nye tal,« siger Thomas Hübertz, forebyggelseschef i AIDS-Fondet og leder af organisationens Checkpoint-klinikker.
Han fortæller videre, at LGBT+ personer og unge gerne vil tage ansvar, og at de lige nu oplever en så stor efterspørgsel, fra folk der vil testes, at de ikke kan følge med.
»Der er brug for, at vi er ambitiøse og holder fast i indsatsen mod sexsygdomme.«
»AIDS-Fondet har et tilbud, der når de rigtige målgrupper, og vi kan sagtens udvide vores del, så vi kan teste og behandle mange flere, men det kræver øget politisk opbakning, både lokalt og nationalt,« siger Hübertz.
Det omtalte 'tilbud' er AIDS-Fondets test- og rådgivningstilbud til unge og LGBT+ personer kaldet 'Checkpoint'.
I 2025 blev knap 12.000 unge og LGBT+ personer rådgivet og testet oplyser mediet.
Ifølge opgørelsen fra Statens Serum Institut blev der registreret 5.134 tilfælde af gonorré i 2025.
Der findes Checkpoint-klinikker i København, Aarhus, Aalborg, Gentofte, Odense og Frederiksberg.