Det er så yndigt at følges ad for to, som gerne vil være sammen.

Men for mange holder den idyl, som Grundtvig beskriver i sin sang, ikke hele livet.

Og så er det godt at have en ægtepagt, så man har styr på, hvordan man skal dele formuen og særlige ejendele.

Sidste år steg antallet af tinglyste ægtepagter for første gang siden 2017. Det viser nye tal fra Tinglysningsretten. 8.623 ægtepagter blev tinglyst i 2022, mod 8.411 i 2021. I 2017 var tallet 9.188. Det skriver Sampension i en pressemeddelelse.

Stigningen er rigtigt godt nyt for kvinderne, mener Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension:

»Selvom det naturligvis ikke er det første, man har fokus på, når man bliver gift, så er det vigtigt at nye ægtepar hurtigt får styr på, hvad der skal ske med økonomien, hvis de bliver skilt,« siger Anne-Louise Lindkvist i en pressemeddelelse.

»For mange ægteskaber ender jo desværre med, at parterne går fra hinanden – og sker det, kan det få betydelige økonomiske konsekvenser, hvis der ikke er lavet en ægtepagt. Derfor er det positivt, at antallet af tinglyste ægtepagter ikke længere falder,« mener markeds- og kunderådgivningschefen.

Der er dog fortsat langtfra alle brudepar, der får lavet en ægtepagt.

Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, glæder sig over, at antallet af tinglyste ægtepagter stiger.
Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, glæder sig over, at antallet af tinglyste ægtepagter stiger.
Vis mere

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af vielser var på 26.391 i de første tre kvartaler af 2022, hvilket er det næsthøjeste niveau siden 2009 – kun overgået i 2018. I 2020 og 2021 var der henholdsvis 20.740 og 21.761 vielser i samme periode.

Det er specielt kvinderne, der risikerer at stå som tabere efter en skilsmisse, hvis der ikke er lavet en ægtepagt.

»Det hænger sammen på den måde, at pensionsopsparinger som udgangspunkt ikke bliver delt ved skilsmisse i modsætning til den øvrige formue. I stedet tager parterne hver deres pensionsopsparing med sig ud af ægteskabet, og det vil ramme især kvinderne hårdt,« siger Anne-Louise Lindkvist.

Kvinder har typisk en mindre pensionsopsparing end mænd. Ifølge tal fra Topdanmark havde mænd ved udgangen af 2021 en 35 procent større pensionsformue. Hertil kommer, at kvindernes pension skal række flere år end mændenes, da kvinderne dels lever længere, dels går tidligere på pension end mændene.

»Jo før nygifte får talt om, hvordan de indretter sig økonomisk ved en eventuel skilsmisse – og herunder overvejer at oprette en ægtepagt om blandt andet deling af pensioner – jo bedre. For det er nu engang nemmere at få taget snakken i gode tider. Hvis først ægteskabet er kørt af sporet og endt i en skilsmisse, så er det for sent,« siger Anne-Louise Lindkvist.

I de første ni måneder af 2022 var der 9.331 skilsmisser i Danmark mod 9.255 i samme periode 2021, viser tal fra Danmarks Statistik.