Fra det store gennembrud som Bella Swan til skandaler og kassesucceser er Kristen Stewart blevet en del af indretningen i filmindustriens gyldne bakker.

På trods af en række mindre filmeventyr var det rollen som vampyren Edwards kærlighedsinteresse i trilogien "Twilight", der for alvor satte gang i karrieren og gjorde Kristen Stewart til en af Hollywoods største stjerner.

Torsdag den 9. april fylder skuespillerinden 30 år.

Stewart huskes nok bedst for sin rolle som Bella Swan, da Stephanie Meyers fortælling om vampyrer og varulve blev vakt til live på det store lærred.

Men skuespillerinden har ikke siddet stille siden.

I 2012 spillede hun hovedrollen som Snehvide i Rupert Sanders filmatisering af "Brødrene Grimm"-eventyret, og i alt har hun været med i 23 film siden succesen med vampyreventyret.

I ægte Hollywood-stil har skuespillerinden heller ikke været bleg for en tur i medierne med diverse skandaler.

Unge fans verden over har fulgt lige så meget med i Kristen Stewart og skuespilleren Robert Pattinsons forhold i virkeligheden som det, de havde på det store lærred.

Det blev der imidlertid slået en flig af, da hun blev fotograferet lidt for tæt sammen med Rupert Sanders. De to filmede "Snow White and the Huntsman" og blev nok lidt tættere, end hvad godt var for Stewarts forhold med Robert Pattinson.

Senere kastede skuespillerinden sig ud i et forhold til den 10 år ældre Lane Garrison.

Aldersforskellen var måske til at leve med, men Lane Garrison havde ikke den samme plads i hjerterne hos de mange fans, som idolet Robert Pattinson.

Det skyldtes måske hans dom for uagtsomt manddrab efter en episode med spritkørsel, der kostede en teenager livet.

I 2017 sprang hun ud som biseksuel, og i dag danner Kristen Stewart par med den kvindelige manuskriptforfatter Dylan Meyer.

I 2020 er hun aktuel som Norah i William Eubank-filmen "Underwater".

/ritzau/