Klokken 19.30 tirsdag tikkede endnu en anmeldelse om stenkast på motorvejen E65 ind hos det svenske politi.

Og nu tager svensk politi nye midler i brug for at opklare sagen.

Flere danskere har nemlig oplevet, at de kommer kørende på den svenske del af E65 – ikke langt fra Ystad – og uden at fatte nogen som helst mistanke bliver de angrebet med en sten eller anden genstand, der er affyret med en voldsom kraft.

Tirsdag oplyste svensk politi, at de havde fået 35 anmeldelser fra bilister, der er blevet ramt. I dag onsdag er det tal steget til omkring 45.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Den seneste anmeldelse fik politiet som nævnt i går klokken 19.30, hvorefter de ikke kun søgte efter spor på jorden længere.

Ifølge Ewa-Gun Westford, der er pressetalsperson for det svenske politis region syd, fik det svenske politi en anmeldelse om et stenkast mod en bil på E65 ved Svaneholm, hvor en bil fik knust forruden.

Derfor blev svensk politis helikopter sendt op for at assistere.

»Vi havde en helikopter i luften, som hjælper os med eftersøgningen,« fortæller hun.

Dog blev helikopteren ikke hængende over gerningsstedet længe, da den efterfølgende blev sendt til Malmø, hvor der havde været en skudepisode.

Sådan så forruden ud, efter at Carsten Petersen og hustruen var blevet ramt af en sten eller en anden genstand.
Sådan så forruden ud, efter at Carsten Petersen og hustruen var blevet ramt af en sten eller en anden genstand. Foto: Privatfoto
Vis mere

At svensk politi nu tager sagerne på E65 seriøst, vækker glæde hos Carsten Petersen, som er blandt ofrene på motorvejen.

»Det betyder meget. Det var det, der var formålet med det her,« fortæller Carsten Petersen, der, siden han og konen blev ramt mandag, har opfordret alle til at anmelde stenkast mod biler på vej mod Ystad.

Mandag var han og konen nemlig på vej på ferie på Bornholm. Omkring 15 kilometer fra Ystad blev de ramt af en genstand, der forvandlede alt til kaos.

Forruden blev knust, der var glasskår overalt, og hvis genstanden havde været ti centimeter længere nede, er Carsten sikker på, at hans kone havde fået den i hovedet.

Og efterfølgende finder Carsten ud af, at de langtfra er de eneste, der er har været udsat for det her.

»Siden har vi opfordret alle til at anmelde, hvis de bliver ramt eller er blevet ramt. Anmeld, anmeld, anmeld!« lyder opfordringen fra manden, der også har oprettet et Facebook-opslag for første i gang i flere år.

Opslaget er blevet kommenteret og delt vidt og bredt.

I går kørte Carsten og konen hjem fra Bornholm igen, men denne gang kørte de ikke ad E65 på grund af oplevelsen.

Og hvis stenkastene mod danskere på den svenske motorvej fortsætter, så bliver det næppe sidste gang, at svensk politi vil bruge helikopteren i opklaringsarbejdet.

»Den er et godt værktøj. Vi ønsker, at det slutter nu,« fortæller Ewa-Gun Westford.

Ewa-Gun Westford udtalte tirsdag til TV 2 Bornholm efter det seneste stenkast, at ingen personer er blevet pågrebet, men at politiets patruljer fortsat er i gang med at søge efter spor i området.