Det ser i den grad sort ud for Hjørring Steinerskole på Vester Thirupvej i Nordjylland.

De fem ansatte lærere på skolen har ikke fået løn for april måned, mens eleverne tirsdag fik besked om ikke at møde op i skole i dag, onsdag.

Det skriver Nordjyske, som desuden kan berette, at skolens økonomiske tilstand er så dårlig, at den højst sandsynligt vil blive begæret konkurs onsdag.

»Grundlaget for at drive steinerskolen er ikke længere til stede. Vi mangler simpelthen likviditet til den fortsatte drift, og vi forventer, at der onsdag bliver indgivet konkursbegæring fra lærernes fagforening,« fortæller bestyrelsesmedlem, Brian Boesdal, til mediet.

Der går kun 26 elever på skolen, da den for halvandet år siden endte i en massiv modvind, som fik et rekordhøjt antal elever i efteråret 2017 til at styrtdykke.

Dengang lød antallet af elever på 76.

Det nuværende lave elevtal i kølvandet på krisen betyder, at skolen skal tilbagebetale statstilskud på cirka en million kroner, hvilket banken ikke vil hjælpe med, fortæller skolens leder, Steffan Rønnow, til Nordjyske.

Krisen tilbage i 2017 begyndte, da der opstod splid mellem bestyrelsen og forældrekredsen omkring værdigrundlaget for skolen.

Det medførte blandt andet, at leder Steffan Rønnow blev afskediget, og at en del af forældrekredsen udtrykte ønske om at lægge afstand til Rudolf Steiner-pædagogikken på skolen, hvilket - ifølge Nordjyske - resulterede i, at 30 børn forlod skolen inden for kort tid.

Det lykkedes dog fortalerne for Rudolf Steiner-pædagogikken at få genindsat Steffan Rønnow som leder, der - dog forgæves - har forsøgt at få skolen oven vande og forøge antallet af indskrevne elever.

Skolen kan kun regne med 26 indskrevne elever til næste skoleår, mens betingelsen for statstilskud på 76 procent af elevudgifterne forudsætter, at skolen har minimum 32 elever.

Ifølge Steffan Rønnov har bestyrelsen kæmpet for at finde alternative løsninger, mens også flere forældre har forsøgt at hjælpe økonomisk, men det har altså ikke været nok.