Som forventet gik den ikke længere for Hjørring Steinerskole. Onsdag fik den nordjyske skole dødsstødet og er dermed begæret konkurs.

Det fortæller skolens rektor, Steffan Rønnow, til B.T.

»Jeg kan bekræfte, at skolen er begæret konkurs. Jeg fik mundtlig besked tidligere på formiddagen,« siger en kortfattet Steffan Rønnow med en mut stemme, mens han sidder på sit snart tidligere kontor og færdiggør det sidste papirarbejde.

»Det hele er bare noget pis. Det er skrækkeligt. Det er et dejligt sted og en god skole, men desværre så kunne det rent økonomisk ikke lade sig gøre at fortsætte.«

Det var Nordjyske, som skrev tirsdag, at skolens økonomiske tilstand var så dårlig, at den højst sandsynligt ville blive begæret konkurs af lærernes fagforening.

Og nu skal skolens i alt 26 elever derfor fra dags dato af finde sig en ny skole.

Årsagen til konkursen begyndte tilbage i 2017, da der opstod splid mellem bestyrelsen og forældrekredsen omkring værdigrundlaget for skolen. Dengang lød antallet af elever på 76.

Det medførte blandt andet, at en del af forældrekredsen udtrykte ønske om at lægge afstand til Rudolf Steiner-pædagogikken på skolen, hvilket - ifølge Nordjyske - resulterede i, at 30 børn forlod skolen inden for kort tid. Det lave elevtal i kølvandet på krisen betød, at skolen skulle tilbagebetale statstilskud på cirka en million kroner, hvilket banken ikke vil hjælpe med, forklarede Steffan Rønnow til Nordjyske. Og derfor forventede man, at lærernes fagforening ville indgive en konkursbegæring onsdag.

De fem ansatte lærere på skolen har ej heller fået løn for april måned, og tirsdag fik eleverne tilmed besked om ikke at møde op i skole i dag, onsdag.

»Vi vidste, at der var en risiko for at blive begæret konkurs i dag. Derfor vidste vi ikke, hvorvidt der ville møde en kurator op og bede os om at forlade bygningen. Det ville vi ikke byde børnene, og derfor ville vi ikke undervise i tilfælde af, at vi blev sat på gaden,« forklarer Steffan Rønnow.

Steffan Rønnow fortæller B.T., at han onsdag eftermiddag har gået lidt frem og tilbage blandt de tomme lokaler. Og selvom skolen er tom, føler Steffan Rønnow sig ikke færdig med sit arbejde.

»Nu skal vi sikre os, at de 26 børn og forældre finder sig en ny skole. Derfor holder vi også et orienteringsmøde i aften, hvor Steinerskolen i Aalborg og tre andre nærliggende skoler vil komme og hjælpe børnene med at finde en ny skole.«