Steen Ribers liv ændrede sig på et splitsekund, da han 19. maj kom kørende på E65-motortrafikvejen mod svenske Ystad.

Ud af det blå lød der et kæmpe brag, mens en oval sten borede sin ind gennem forruden og fortsatte mod den 70-åriges ansigt.

Stenen, der var på størrelse med en knytnæve, var sendt af sted med så høj fart, at Steen ikke nåede at reagere.

Senere den dag lå Steen på operationsbordet med massevis af læger omkring sig på Rigshospitalet.

Her ses den sten, der ramte Steen Riber ved øjet.
Her ses den sten, der ramte Steen Riber ved øjet. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Hele min venstre side blev rekonstrueret under en operation på seks timer, og i dag har jeg et kunstigt øje. Heldigvis har vi så dygtige læger på Riget, at de har genskabt det meste. Det er jeg meget taknemmelig over,« siger Steen Riber til B.T.

Men den her artikel skal ikke handle om Steen.

Den skal handle om alle de stenangreb, der ramte danskere på vej til og fra Bornholm i løbet af sommeren, når de blandt andet kørte på den svenske E65-vej.

Og den skal handle om, at det svenske politiet ikke formåede at opklare sagen, på trods af at en lang række af angrebene fandt sted, mens ordensmagten allerede var opmærksom på situationen.

»Jeg er virkelig frustreret over, at de ikke er blevet fundet. For mit vedkommende ville det være en form for afklaring, for jeg har været meget berørt af det her, og det sidder stadig i mig. Det er jo helt vanvittigt, at jeg skal komme kørende en skøn forårsdag, og så sker det her,« fortæller Steen Riber.

Steen er, så vidt B.T. er bekendt, den dansker, der blev hårdest ramt ud af de over 100 danskere, som har anmeldt at være blevet angrebet med sten på forskellige svenske veje.

I flere andre tilfælde røg både sten og hjulbolte igennem de danske bilisters ruder, men ramte til alt held ikke nogen.

En af de danskere er navnebroren Steen Hagedorn.

Onsdag 18. august kom han kørende på en svensk vej med sin kone, da der fra venstre side af rabatten blev affyret en sten, som ramte midt på forruden.

»Og så kigger jeg over på min kone, som var med i bilen, for at se, om hun er kommet noget til. Hun er selvfølgelig chokeret, men er uskadt, og det samme er jeg,« fortalte Steen Hagedorn dengang om episoden.

Stenangrebet blev fanget af et dashcam i Steens gps, og det kan du se i videoen øverst i artiklen.

I Steens tilfælde er der sandsynligvis tale om et copycat, da stenangrebet fandt sted et stykke fra Ystad, men han følte bestemt ikke, at politiet dengang tog situationen alvorligt.

»Politimændene var nærmest ligeglade med videoen, og i rapporten blev det noteret, som om det ikke var et angreb,« fortæller Steen Hagedorn og fortsætter:

»Helt generelt synes jeg ikke, at man har lagt nok kræfter i det her. Jeg sidestiller det med drabsforsøg, og så kan det ikke være rigtigt, at man ikke kan finde gerningsmanden eller mændene, når de har gjort det så mange gange,« siger Steen Hagedorn.

Sten Hagedorn ved sin bil, der har taget tydelig skade af stenkastet.
Sten Hagedorn ved sin bil, der har taget tydelig skade af stenkastet.
Vis mere

Men spørger man svensk politi, er der ikke en finger at sætte på deres arbejde.

»Vi er ikke længere på E65 med de mange politibiler, men vi er klar, hvis der sker noget. Det her har jo været vores mest massive politiopgave i vores historie,« siger Ewa-Gun Westford, der er presseansvarlig hos Polisregion Syd.

Alligevel har I ikke fanget gerningsmændene. Hvorfor har I ikke det?

»Hvorfor? Sagen er jo ikke slut endnu, og det er ophørt. Der er ikke flere anmeldelser. Der er ikke flere danskere, der bliver ramt.«

Det betyder vel også, at der er en risiko for, at det begynder igen. Måske til næste sommer, når danskerne igen valfarter over Sverige? Er I ikke nervøse for det?

»Nej, vi er ikke nervøse. Vi ved, at der har været masser af stenkast, og hvis det kommer igen, må vi være klar med det samme.«

Der var en lang række stenangreb, mens I var massivt til stede på E65. Er det ikke skuffende, at I ikke fangede vedkommende?

»Vi er en smule skuffede, men sagen er jo ikke slut endnu? Vi har gjort alt, hvad vi kan.«

Så du mener ikke, at I har fejlet?

»Nej, det mener jeg ikke. Jeg har arbejdet med det her og har set, hvad vi har gjort. Vi har gjort alt.«