»Det er voldsomt og meget uhyggeligt.«

Ordene kommer fra Steen Polk, der i 20 år har været turist på den græske ø Samos og byen Kokkari, hvor en voldsom skovbrand har hærget turistparadiset. Steen fortæller, at han i de 20 år aldrig har oplevet så voldsom en skovbrand.

Det gør han til B.T.

Det er næsten ikke til at høre, hvad Steen Polk siger, da B.T. fanger ham over telefonen. Der er en enorm støj af lyden fra adskillige helikoptere i baggrunden.

Foto: Steen Polk
Vis mere

Siden torsdag formiddag har syv fly fløjet uafbrudt over byen Kokkari med vand til at slukke skovbranden i området, der har resulteret i, at 16 danske turister er blevet evakueret.

»De lokale siger, at der ligger nogle feriehuse oppe på skrænten ved skovbranden, som de ikke er sikre på, stadig er der. Det er feriehuse som blandt andet bliver købt af danskere,« siger Steen Polk.

Det er ikke længe siden, at øen var ramt af et stort jordskælv og nu denne skovbrand.

»Det er en tragedie for de lokaler. Når man taler med dem, så kan man også mærke, at det er en voldsom skovbrand, og at det går så stærkt. Vi prøver at tage det som en oplevelse, men det er jo frygteligt.«

Foto: Steen Polk
Vis mere

Han fortæller, at strømmen i hele Kokkari gik torsdag aften, men at den nu er tilbage. Torsdag var udviklingen af røg så voldsom, at risikoen for røgforgiftning flere steder var høj.

Redningsholdets arbejde har dog betydet, at branden er gået udenom hotellerne, der ligger i nærheden.

Apollo fortalte tidligere fredag, at de forventer at kunne køre deres 16 danske gæster tilbage til området i løbet af dagen, da de har hørt, at 'branden er under kontrol'.

Gæsterne har været indlogeret på et andet hotel natten til fredag af sikkerhedsmæssige årsager.