Hvorfor blev Københavns Lufthavn lukket om aftenen den 22. september 2025?

Det er et af spørgsmålene i indfødsretsprøven, der onsdag er blevet afholdt på 46 sprogcentre over hele landet.

Deltagerne skulle også svare på, hvilket parti der fik flest stemmer på landsplan til kommunalvalget. Og om der findes en regel i Danmark om, at kvinder og mænd skal have lige løn for det samme arbejde.

Spørgsmålene fremgår af prøven, der er blevet offentliggjort af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

Hvis man skulle være i tvivl, så er svaret på spørgsmålet om Københavns Lufthavn, at den lukkede, fordi der blev rapporteret om droner.

Det var Socialdemokratiet, der på landsplan blev størst ved kommunalvalget den 18. november, og ja - der er lovgivet om ligeløn i Danmark.

6467 udlændinge, som ønsker at få dansk statsborgerskab, var tilmeldt prøven.

Her havde de 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål om danske samfundsforhold, kultur, historie og værdier.

Indfødsretsprøven er et af de punkter, som skal bestås, hvis en udlænding skal kunne tildeles dansk statsborgerskab.

Mindst 36 af spørgsmålene - som alle har svarmuligheder - skal man svare rigtigt på, for at prøven er bestået.

De fleste af de 45 spørgsmål har deltagerne haft mulighed for at forberede sig på med hjælp fra læremateriale.

Men der er fem spørgsmål om aktuelle emner og fem om danske værdier, som ikke er dækket i lærematerialet.

De ovennævnte spørgsmål om droner og kommunalvalget hører til blandt de aktuelle emner, mens spørgsmålet om ligeløn er blandt værdispørgsmålene.

Her er deltagerne også blevet bedt om at svare på, om det som udgangspunkt er ulovligt at udtale sig kritisk om andres religion. Der er svaret nej.

Der kan gå op til fire uger, før deltagerne får at vide, om de har bestået prøven eller ej.

Foruden en bestået indfødsretsprøve skal udlændinge leve op til en række andre krav for at få statsborgerskab.

De skal blandt andet have bestået en danskprøve og kunne forsørge sig selv. Der er også visse typer af kriminalitet, som kan udelukke statsborgerskab.

Hvis Udlændinge- og Integrationsministeriet har vurderet, at ansøgeren lever op til betingelserne, bliver ansøgeren optaget på et lovforslag.

Det skal Folketinget vedtage, før statsborgerskabet er en realitet.

Kravet om at bestå indfødsretsprøven er et af de mest omtalte krav til statsborgerskab.

Ved de seneste to prøver bestod 58,2 procent og 41,4 procent af deltagerne.

Beståelsesprocenten fra prøven onsdag bliver først offentliggjort i januar.

/ritzau/