Thule, som står bag tagbokse og tagbagagebæresystemer, har opdaget en fejl på et af deres udstyrssæt til fastgørelse af tagboks.
Det drejer sig om en bolt, der er for svag. Det betyder, at tagboks, cykel, kajak, ski eller andet udstyr, som er sat fast på tagbagagebæresystemet, kan falde af under kørsel og dermed sætte andre trafikanter i fare.
Thule Rapid Fixpoint XT-udstyrssæt til montering af Thules tagbagagebæresystem med følgende produktnumre tilbagekaldes: 3049, 3073, 3123, 3130, 3136 og 3144. Det skriver Thule på deres hjemmeside.
Udstyrssættet er blevet solgt siden 16. december 2019 i blandt andet Autobixen og T. Hansen, og de passer til følgende biler: Mercedes-Benz, Toyota, Ford, Tesla, Fiat og Mitsubishi.
Thule opfordrer til, at man omgående stopper med at bruge udstyrssættet.
»Vi tilbyder alle, der har købt et af de pågældende Thule Rapid XT-udstyrssæt, at de kan få pengene tilbage eller ombyttet det defekte sæt til et nyt Thule Rapid XT-udstyrssæt uden beregning,« skriver Thule i en meddelelse og fortsætter:
»Thule Group tager spørgsmålet om produktkvalitet meget alvorligt, og produktsikkerheden er altid i højsædet. Vi foretager grundige test for at sikre, at Thule produkterne overholder alle globale industristandarder og lovkrav.«
»Vi har desværre identificeret et defekt batch bolte, som er kritisk vigtige for funktionen af Thule Rapid Fixpoint XT-udstyrssættene. Boltene er for små, hvilket udgør en risiko for, at Thules tagbagagebærersystem ikke fastgøres korrekt og under bestemte forhold vil kunne løsne sig helt eller delvist fra taget under kørslen.«
De biler, som udstyrssættet er beregnet til, er Mercedes C-klasse, Mercedes E-klasse, Mercedes CLS, Toyota Avensis, Ford Transit Custom, Ford Tourneo, Tesla Model S, Fiat Fullback pickup Mitsubishi L200 pickup og Mitsubishi Trition.