Lige nu er Statens Serum Institut i fuld gang med at analysere en masse prøver fra danskere, der kan være smittede med den nye coronavirus.

»Vi har siden det første tilfælde af ny coronavirus i Danmark i går modtaget mange prøver fra patienter med luftvejsinfektioner – primært folk der er vendt hjem fra de berørte områder i Norditalien,« udtaler SSI’s faglige direktør Kåre Mølbak i en pressemedelelse.

Han siger, at instituttet forventer at modtage flere prøver de næste dage, indtil landets hospitaler selv er i stand til at udføre den nye analyse

Og Kåre Mølbak forventer, at man vil finde endnu flere danskere, der er smittet med virus i løbet af den kommende tid.

»Det var og er forventeligt, at der vil blive fundet flere patienter i den nærmeste fremtid. Man skal også huske på, at hos langt den største del af dem, der får COVID-19, har sygdommen et mildt forløb,« siger Kåre Mølbak.

Pressemedelelsen kommer i forbindelse med, at Danmark kunne registrere sit andet tilfælde af coronavirus.

Det skete tidligere i dag, da det blev bekræftet, at en dansk mand, der kom hjem fra skiferie i Norditalien den 15. februar, er blevet testet positiv.

Manden udviklede symptomer og fik feber, muskelsmerter, hoste og åndenød, men opsøgte først læge ni dage efter de første symptomer viste sig.

Manden har altså kunnet smitte andre i over en uge, og det kan gøre arbejdet med at opspore andre eventuelle smittede meget vanskeligere, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel biologi ved Københavns Universitet, til Ritzau.

»Set fra et smittemæssigt synspunkt er det uheldigt, at personen har gået rundt så længe ude i samfundet, om man så må sige, og smitte. For det har jo helt klart betydning. Der vil være en smitterisiko for dem, han har været sammen med,« siger han.

Lægen henviste manden til Rigshospitalets infektionsmedicinske afdeling, der tog en prøve, som Statens Serum Institut efterfølgende undersøgte.

Indtil videre er alle tests for coronavirus blevet udført hos Statens Serum Institut, men nu er flere hospitaler dog ved at være klar til selv at teste folk for virussen, oplyser instituttet.