Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
En ny coronabølge er på vej ind over Danmark.
I en briefing af partiernes sundhedsordførere vil sundhedsminister Magnus Heunicke fredag morgen viderebringe en vurdering fra Statens Serum Institut (SSI) omkring udviklingen af coronasmitte i Danmark.
Og her vil Magnus Heunicke fortælle, at SSI forventer en stigning i antallet af smittede og indlagte i den kommende tid.
Det er nye undervarianter af omikron, som er i vækst både i Danmark og internationalt, bekræfter SSI i en risikovurdering, som B.T. er i besiddelse af.
Især er undervarianten BA.5 i vækst, og det skyldes tilsyneladende, at den i forhold til tidligere varianter har nedsat følsomhed overfor immunitet via vaccine og tidligere smitte.
»En ny større smittebølge kan derfor medføre en afledt stigning i indlæggelser blandt de ældre og sårbare,« skriver SSI i vurderingen til Magnus Heunicke.
»Der er dog usikkerhed om omfanget af en ny smittebølge med BA.5 på nuværende tidspunkt, bl.a. givet den forventede sæsoneffekt og nedsatte aktivitet i samfundet henover sommeren,« lyder vurderingen.
Statens Serum Institut forventer, at BA.5 vil være den dominerende variant i Danmark inden for en periode på mellem en og tre uger.
Man skriver dog samtidig, at der 'aktuelt ikke er tegn på øget alvorlighed' forbundet med BA.5-varianten i Danmark eller udlandet, og derfor vurderer man foreløbigt, at risikoen for, at en stigning i epidemien til alvorlige sygdomsforløb for den generelle befolkning er 'moderat'.
Statens Serum Institut noterer dog i samme ombæring, at den ældre del af den danske befolkning ikke i samme grad har opnået beskyttelse mod nye omikron-undervarianter, fordi relativt færre i gruppen af ældre blev smittet med den hidtidige omikron-variant ved den seneste smittebølge i vinteren 2021-22.
Statens Serum Institut nævner ikke i dokumenterne noget om risikoen for, at Danmark igen skal indføre restriktioner.