Lige nu spreder der sig en historie på de sociale medier, som kan vække bekymring hos de fleste.

Af en graf og tekst fremgår det, at tusindvis af danskere er døde, efter de er blevet vaccineret mod covid-19.

Men at danskere er døde, efter de er blevet vaccineret, er ikke det samme, som at de er døde, fordi de er blevet vaccineret.

Det slår Statens Serum Institut fast i en pressemeddelelse, hvor de advarer mod den falske historie.

'Siden årsskiftet er 2.423 mennesker døde inden for 30 dage efter 1. vaccinestik, mens 1.992 er døde inden for 30 dage efter 2. vaccinestik. Disse tal er fejlagtigt blevet udlagt, som om disse mennesker er døde af vaccinen. Men det er ikke korrekt,' skriver Statens Serum Institut.

De skriver i pressemeddelelsen, at de ikke kender dødsårsagen for alle 4.415 mennesker, men at da der i vid udstrækning er tale om ældre og udsatte mennesker, er det helt normalt, at der sker dødsfald i grupperne, og at det derfor er forkert at konkludere, at vaccinen er dødsårsagen.

Lægemiddelstyrelsen har i alt modtaget 66 indberetninger om dødsfald i tiden efter vaccination.

Kun i et tilfælde vurderer Lægemiddelstyrelsen, at der kan være en mulig sammenhæng.

Det gælder den nu kasserede vaccine fra AstraZeneca, hvor en 60-årig kvinde udviklede den sjældne, men kendte mulige bivirkning, hvor vaccinen kan udløse en tilstand med store blødninger, blodpropper og et lavt antal blodplader.

I samme pressemeddelelse konstaterer SSI, at vi i Danmark er inde i en periode med underdødelighed.

Det skyldes blandt andet, at den sædvanlige influenzaepidemi er udeblevet.