Staten overvurderer tabet fra grænsehandlen
For langt de fleste danske husholdninger har grænsehandel ikke betydning for afgifternes effekt, viser studie.

For langt de fleste danske husholdninger har grænsehandel ikke betydning for afgifternes effekt, viser studie.

Danskernes grænsehandel med varer som slik, sodavand og øl har langt mindre betydning for effekten af danske afgifter, end Skatteministeriet vurderer.
Sådan lyder konklusionen fra et studie af Københavns Universitet.
Ifølge Skatteministeriets egen vurdering tabte staten 1,16 milliarder kroner i 2019 på grund af grænsehandel, hvis tobak ikke medregnes. Ifølge forskerne er det tal kun 415 millioner kroner - altså mere end 60 procent lavere.
- Skatteministeriet bygger deres beregninger på, hvad danskerne køber i Tyskland. Men når vi vil sige noget om, hvad Danmark går glip af, så bliver vi nødt til at se på, hvad der sker med det danske forbrug, siger ph.d.-studerende på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi Magnus Munk Bjerg.
Forskerne bag studiet har undersøgt danskernes indkøbsvaner under corona-nedlukningerne i 2020 og 2021, hvor der også var lukket for grænsehandel.
Helt konkret har de kigget på, hvor meget af den handel, der normalt foregår ved grænsen, vender tilbage i de danske butikker, når muligheden for grænsehandel ikke længere er der.
- Det er markant mindre, end hvad de officielle danske myndigheder antager. De antager, at alle indkøb i Tyskland ville være gjort i Danmark, hvis grænsen var lukket. Men det viser vi, ikke er tilfældet, siger Magnus Munk Bjerg.
Studiet viser, at grænsehandel spiller en stor rolle, særligt for dem, der bor inden for 30 kilometer fra grænsen.
Men hos borgere, der bor 120 kilometer eller mere fra grænsen, kunne der ikke måles nogle ændringer i husstandenes forbrug under nedlukningerne.
- Hvis det politiske mål med en afgift på denne slags varer er at tjene flere penge til den danske stat og forbedre folkesundheden, så tyder det på, at de effekter vil have fuld gennemslagskraft for langt de fleste danske husholdninger, siger postdoc Carl-Emil Pless.
Ifølge forskerne kunne afgiften på blandt andet slik, sodavand og øl se anderledes ud, når de tager udgangspunkt i forskningsresultaterne.
- Vi siger ikke, hvor høj den skal være. Men vi viser, at grænsehandel bør fylde mindre, når det kommer til at beslutte, hvordan en afgift på usunde fødevarer bør se ud, siger Magnus Munk Bjerg.
RITZAU