Politiet i Oslo er fredag aften rykket ud til en noget anderledes anmeldelse.
En bil er nemlig kørt ind i flere biler og bygninger på Frogner i Oslo.
Faktisk har føreren af bilen ramt intet mindre end 20 biler, oplyser politiet i Oslo på Twitter.
''Føreren af bilen er meget beruset, og der har været stor hastighed på bilen. Det er cirka 20 biler, som er blevet påkørt,' skriver de i tweetet.

Politiet har har fået kontakt til føreren af bilen og leder lige nu efter mulige tilskadekomne. Én person er indtil videre fundet lettere tilskadekommen som følge af påkørslen.
»Vi modtog ret mange nødopkald. Det er en bil, som har kørt vanvidskørsel ind i mindst 20 biler og flere bygninger,« siger operationsleder Gjermund Stokkeli til VG.
Der er ifølge operationslederen tydelige skader på både biler og bygninger.
VG har fået tilsendt en video, hvorpå man kan se, hvordan føreren bliver hevet ud af bilen af fire til fem forbipasserende medborgere, inden politiet ankommer til stedet.
Føreren, som er en mand i 50'erne, er ikke kommet noget til, oplyses det. Han er i politiets varetægt og skal have taget blodprøver.

