På tre år er hver tredje ungdomsuddannelse blevet røgfri, viser nye tal. 1. august gælder det hele landet.

Ingen hygge med en smøg i middagspausen. Ikke engang en lille hurtig pris snus i frikvarteret.

På tre år er antallet af ungdomsuddannelser med røgfri skoletid steget fra fem skoler til 106 - hver tredje. Det viser en opgørelse fra Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

Fra 1. august skal samtlige ungdomsuddannelser ifølge ny lovgivning have røgfri skoletid.

Men på 69 af landets gymnasier og 37 erhvervsskoler er det altså allerede nu slut for både elever og ansatte både at ryge, dampe eller skubbe en pose tyggetobak op under læben, både på skolens arealer og udenfor.

Hjerteforeningens chef for forebyggelse, Morten Ørsted-Rasmussen, glæder sig over udviklingen.

- Tobak og skole hører ikke sammen. Så det er positivt, at godt 100 ungdomsuddannelser har gjort skoletiden røgfri til inspiration for andre, siger han.

Indførelsen af røgfri skoletid for elever på alle ungdomsuddannelser fra 1. august er led i en handleplan mod børn og unges rygning, som Folketinget vedtog i december.

For at skubbe på processen har en række af landets erhvervsskoler, som især har mange rygere, deltaget i projektet "Røgfri Erhvervsskoler".

Det er sket sammen med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Sundhedsfremme ved Steno Diabetes Center Copenhagen og finansieret af Sundhedsstyrelsen.

Erfaringerne fra projektet har været en succes.

Martin Larsen har været tovholder på Tietgen Business og Handelsgymnasium i Odense.

- Det handler jo ikke længere om, at vi skal stoppe med at ryge, men hvordan vi gør det. Vi skal vinde kampen i skolegården og beslutte os for, at lige dér kan man altså bare ikke ryge som elev. Du skal fandeme ikke lære på den nemme måde at ryge i din skoletid bare ved lige at gå ud i skolegården, siger han.

Ifølge Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, er erfaringerne hidtil med røgfri ungdomsuddannelser gået over al forventning.

- Jeg bilder mig ikke ind, at alt den 1. august bare lykkes på én gang. Men mindre rygning på ungdomsuddannelserne river et højt og vigtigt trappetrin ud af stigen på vejen mod permanent rygerstatus i de år, hvor man typisk etablerer daglige rygevaner, og hvor skolen spiller en vigtig rolle, siger han.

/ritzau/