Selvom videnskaben af flere omgange har fastslået, at Jorden er rund, er et støt stigende antal mennesker i hele verden overbevist om, at Jorden faktisk er flad.
Teorien er blevet så udbredt de seneste år, at såkaldte ’flat-earthers’ mødes til internationale konferencer. Men hvorfor har teorien fået vind i sejlene?
Det spørgsmål har Ashley Landrum, professor ved Texas Tech Univerity, sat sig for at besvare.
Det gjorde hun i første omgang i 2017, da hun mødte op til en ’Jorden er flad’-konference i Rayleigh, North Carolina.
Her interviewede hun 30 deltagere, og der tegnede sig et ret tydeligt mønster, skriver The Guardian.
I alle 30 tilfælde svarede deltagerne, at de egentlig aldrig havde overvejet, at Jorden var flad, før de så videoer på Youtube.
»Den eneste, der ikke svarede dét, forklarede til gengæld, at hans datter og svigersøn havde set videoer om emnet på Youtube og fortalt ham om det,« forklarer Ashley Landrum.
En af de mest overbevisende videoer, som flere af deltagerne i konferencen havde set, er ’200 beviser på, at Jorden ikke er en roterende bold’.
Ashley Landrum fremlagde sit materiale ved en videnskabskonference i Washington DC.
Hun advarer om, at Youtube spiller en stor rolle i udbredelsen af konspirationsteorier.
»Der er meget brugbar information på Youtube, men der er også meget misinformation,« sagde Ashley Landrum på konferencen.
Hun argumenterer for, at Youtube eventuelt kan ændre deres algoritmer.
Det kan eksempelvis modvirke, at man ender med at støde på den ene konspirationsvideo efter den anden.
»At tro på, at Jorden er flad, er i sig selv ikke nødvendigvis skadeligt, men det kommer i en pakke af information, hvor man mere generelt er mistroisk overfor institutioner og autoriteter,« sagde Ashley Landrum:
»Folk skal selvfølgelig kunne være kritiske overfor de informationer, de får, men vi skal finde en balance.«
Hun foreslår blandt andet, at flere videnskabsfolk producerer deres egne Youtube-videoer, hvor de går i rette med de mange konspirationsteorier.